The snakes prey!

Mission: Udskadeliggør Hazui Narutsu
Hazui Narutsu: Beboer fra The country of birds, oprindelig Rice field country, leder en udvikling der prøver at gøre fugle til våben ved at træne dem op og udstyre dem med bomber. Muligt at smide ned over andre ninjabyer. Manden er ikke ninja og besidder intet kamptalent.
Bird country: Et forholdsvis fredeligt land, ingen egen ninjahær, navngivet efter de utallige fuglracer der findes her.
Begrundelse: Det formodes han vil bruge sin udvikling til at beskadige Oto Gakure på grund af gammelt fjendskab.
Beskyttelse: Manden formodes beskyttet under rang B eller A. Muligvis chunin eller jounin celle.

Gasmasken var fjernet, han kunne ikke bruge den i dag. I stedet var den udskiftet med en lille iltmaske, der tillod den unge shinobi at holde sig under vandets overflade i lang tid. Hans mission var simpel. Dræb den fremmede, men siden bird country altid havde haft et venligt øje til Konoha Gakure, var der uden tvivl hjælp derfra, som måtte udskadeliggøres først.
Stedet her virkede optimalt. Omgivelserne var våde og fugtige, og for at komme igennem krævede det normalt en båd at seje med. Prøvede man at vandre eller svømme ville krokodillerne hurtigt finde sig et måltid, noget Keiran dog havde sørget for. Der var ingen krokodiller i dette område. Eller de foregående 3-4 km for den sags skyld.
Han havde fulgt Haizu og hans beskytter de sidste par dage, lært deres rute at kende og ventede nu blot på en mulighed for at slå til. Hans krop var skjult under vandoverfladen, hans element, mens han ventede tålmodigt på hans modstander skulle ankomme.

Mission: Eskorter Hazui Narutsu til The Country of Birds.
Hazui Narutsu: Beboer fra The country of birds, oprindelig Rice field country, leder en udvikling der prøver at gøre fugle til våben ved at træne dem op og udstyre dem med bomber. Muligt at smide ned over andre ninjabyer. Manden er ikke ninja og besidder intet kamptalent.
Bird country: Et forholdsvis fredeligt land, ingen egen ninjahær, navngivet efter de utallige fuglracer der findes her.

Maiko havde en dårlig fornemmelse i maven. Det var som om, at de ikke var alene, men da hun ingen tegn havde set på andet, kunne hun jo bare være paranoid.
Hun havde fået til mission at eskortere en mand ved navn Hazui Narutsu til Bird Country, så han kunne fortsætte sin udvikling. Desværre vidste hun, at Rice Field Country havde et dårligt øje til ham, og derfor skulle hun med som hans beskytter. Det havde undret hende, at hun som jounin blev sent alene afsted, da ninjaer normalt opererede i 3mandsceller. Hun var blot en jounin, og endda ikke særligt erfaren grundet sin alder. Det virkede som et rent selvmord at vandre lige ind i Rice Field Country med den mand, de jagtede.

Maiko roede den lille robåd hurtigt, men næsten lydløst. En robåd var det bedste valg, da et fartøj med motor ville tiltrække for meget opmærksomhed.
Hazui sad overfor hende med et alvorligt udtryk i ansigtet. Selv var han vidst ikke helt tryg ved situationen. Ligesom Maiko selv havde han vel regnet med at få lidt flere ninjaer til at beskytte sig.

Det var lettere at fornemme lyden i vandet, så det var intet problem at præcisere hvor vandet blev brudt af den lille båd.
Keiran trak langsomt nærmere, skjult af den grumsede overflade fandt han vej inden under båden, hvor han ventede. Han prøvede at præcisere hans modstanderes position.
Den ene roede, de taktfaste slag mod vandet der drev båden frem måtte være shinobien. Normalt gjorde den beskyttede intet selv, en luksus de ikke fortjente. Den anden sad i bagende af båden.

Han ville starte med shinobien, var den alene ville det ikke være noget problem.
Med et lod Keiran chakra til. Han åbnede næverne og lod vandet strømme ind i hans krop så musklerne blev pumpet op til det ekstreme. Hans styrke steg voldsomt og uden problemer slog han en knyttet næve op mod skibet bug og splintrede de våde træ så hans næve dukkede op mellem de to fremmede.
Han trak hurtigt hånden til sig og straks pumpede chakraen ud af hans krop mens den anden hånd skød op.
Denn slog han dog ikke op i båden, men lagde den lige under hullet, og straks for en hær af slanger op fra Keirans arm og op gennem hullet i skibet. Uden tøven spredte de sig til begge sidder omkring det lille skib for at komme ned til Keiran igen, men i samme bevægelse pressede de så hårdt mod skibets sidder at det kunne flække midt over.

Da Maiko registrerede lyden af næven ramme båden, var hun klar, og sprang lynhurtigt over i bagenden af båden, greb fat i Hazui og nærmest skubbede ham op i et nærtliggende træ for at slippe væk fra båden. De nåede derop lige i sidste øjeblik.
Maiko sprang hurtigt højt op i luften og satte sin teknik igang. Hun havde valgt at bruge den første teknik i Takanishi-scrollen, som var hendes klans gamle skriftrulle fyldt med teknikker derfra.
Hun svang scrollen omkring sig med elegante bevægelser, sagde en indviklet remse af en slags, og snart efter hvirvlede klanens skrifttegn ud af scrollen og hen imod Keiran.
Remsen havde været på klanens ældgamle sprog, som kun helt lærte talte. De fleste ninjaer fra klanen kunne dog lære remserne.
Skrifttegnende var utallige og fløj imod Keiran fra alle sider. De hvirvlede ud af scrollen som om de aldrig ville stoppe. Når et sådant tegn ramte et offer, ville det få modstanderens krop til at holde op med at fungere i ca 60 sekunder pr. tegn. det var en meget harmløs jutsu, men Maiko ville ikke tage chancen og bruge meget chakra så tidligt i kampen.

Ukendte teknikker er ikke noget at spøge med, så Keiran ville ikke lade hende træffe ham med en sådan teknik. Han var dog allerede oppe af vandet inden det første tegn røg imod ham og han lod straks chakraen gennembore hans krop. Hans øjne blev sorte bag de røde solbriller mens hans chakra skød videre til fingrene. Han havde brug for et skjold. Et par hurtige segl senere skød vandet omkring ham op i en voldsom strøm, der dækkede ham fra samtlige sider. Prøvede man at trænge igennem ville man blot blive skyllet væk.
Han afbrød dog teknikken igen da det sidste tegn var forsvundet.

Han angreb dog ikke, men betragtede sin modstander. Målte hendes evner. De havde nu begge afslørret et noget af deres kampstil, så nu var det tid til at analysere.
1. Hendes første træk var at bringe manden i sikkerhed, respektfuldt! Keiran ville ikke dræbe ham før hun var væk, og havde ingen planer om at udnytte ham som en svaghed. Det var der ingen ære i.
2. Efter at have ført manden væk havde hun anvendt en lang distance teknik. Teknikken krævede en del tid til opremsning, men effekten var ukendt. Dog var det tydeligt at rullen var nøglen til dette træk. Altså. Destruer rullen.
3. Hun havde holdt sig på afstand, så taijutsu var formodentlig ikke hendes stærkeste side. Det var dog for tidligt at sige endnu, da dette kunne være forbundet med punkt 1.

"Så du er hans beskytter?" Keiran blev roligt stående og selv om der var god afstand imellem dem, så var hans stemme høj og tydelig.
"Og helt alene uden nogle til at beskytte dig? Tror du at du er klar til sådan en opgave?"
Psykisk angreb, første træk når man stødte på en modstander. Psyk dem til at miste troen i deres evner, hvilket vil gøre dem sårbare overfor genjutsu og generalt svagere. Et træk der dog ikke virkede på veltrænede shinobier, men i dette tilfælde var det en ung kunoichi, hvilket gav en mulighed for at det var en mere uerfaren ninja. Det var dog ikke det store håb, da man sjældent sendte en svag ninja på solo mission.

Imidlertid var Maiko igen landet på en solid gren på træet.
Teknikken hun havde brugt havde ikke brugt meget chakra, da den i bund og grund var på genin niveau. Selvfølgelig ville en jounins version være stærkere end en genins, men i bund og grund var det det samme.

Keirans spørgsmål ramte plet. Maiko viste det ikke, men det var præcis, hvad hun var bekymret for. Hvad lignede det i grunden at sende hende alene afsted?
Konoha kunne mangle mandskab, men det burde være muligt at sætte flere på. Det kunne også være at de bare ville have hende dræbt, men det lignede ikke ligefrem Konoha, og hun kunne heller ikke se en grund til den slags xD. I alle tilfælde måtte hun klare situationen selv. Hun havde absolut ingen hjælp i Hazui, han var egentlig kun en byrde i kamp. Hvad enten Keiran havde tænkt sig at gå efter hende først og ignorere ham, eller om han blot ville gå direkte til sagen, måtte hun ikke lade Hazui være ubeskyttet.
Ninjaen overfor hende virkede selvsikker, og ligesom hende selv arbejdede han alene, hvilket egentlig gjorde hende lidt utryg ved ham. På den anden side så han ikke meget ældre ud end hende, men det ville være dumt at bedømme styrke på alder.

"Ja, det er jeg," svarede hun roligt, "og jeg antager, at du er min modstander?"

Hun holdt blikket fokuseret på ham, men jo mere hun så på ham, jo stærkere så han ud i hendes øjne. Han var alt for rolig! Hun holdt også selv overblikket, men følte sig i en meget presset situation. Om det kunne ses vidste hun ikke.

På sig bar Maiko flere forskellige scrolls, men én af dem var takanishi-scrollen, hvilken hun absolut ikke måtte miste. De andre var til småteknikker eller bare bluff, og hun havde udviklet et system, så hun kunne bytte deres pladser uden at det kunne ses, og dermed skjule, hvor den dyrebare rulle var gemt.

"Det er helt korrekt. Keiran Shakon og De er?" Keiran bar ikke længere sine solbriller, hans øjne så direkte mod hende, men de var ikke normale. æblerne var sorte, matsorte uden den mindste form for lys, mens pupillerne var blodrøde. Den menneskelige natur var forsvundet fra dem, det var som at stirre direkte i døden.
Han søgte hendes blik, med direkte øjenkontakt kunne han afslutte kampen inden den overhovedet begyndte.

Han var selsikker, og det blev kun styrket af den usikkerhed han kunne se i hendes chakra. De fleste kunne sagtens undertrykke deres følelser i ansigt og krop, men kun få kunne forhindre deres chakra i at løbe vild når deres tanker gjorde det.
"Du får formodentlig ikke morgensolen at se, men husk, jeg mener intet ondt, jeg gør blot det samme som dig. Jeg udfører min pligt." Lød det roligt fra mens han roligt lod hånden glide frem foran kroppen.
Begge hænder var dækket af sorte læderhansker, hvor fingrene fint var klippet af, så han lettere kunne holde om mindre objekter.
Med et ryk skød de sammen og chakra samlede sig i fingerspidserne. Hurtigt og uden tøven skød de frem mod kunoichien og straks skød 2 vældige slanger frem fra hver arm.
undveg hun dem, ville deres fremdrift hugge dem dybt ind i træet hun og Hazui sad i. Han ville skille dem ad, blot så hun ikke spildte tid på at beskytte ham. Han ville have en rigtig kamp!

"Takanishi Maiko," svarede hun kort, uden at møde hans blik. Det kunne være farligt, og måtte ungås selvom det var svært.
"Vå får se," sagde hun blot til hans næste kommentar. Hun ville nødigt bluffe og sige det samme til ham, da det kun ville få hende til at se endnu dummere ud, hvis det nu gik galt. Den tanke rystede hun dog hurtigt væk. Hun måtte ikke se nederlag som en mulighed her.

Da han angreb, var hun klar til at undvige, men da slangerne havde kurs lige mod de 3 hvor både hun og Hazui sad i, var det lettere sagt end gjort.
Det var højest sandsynligt ikke den bedste løsning, men Maiko tog hurtigt fat om Hazui og sprang væk til nærmeste træ. Det skete hurtigt, og hun måtte aflede faldet for Hazui, og dermed slå sig selv en smule i faldet. Hazui var en kraftigt bygget mand, og utroligt bøvlet at bære rundt på.

Kort efter, begyndte Maiko at synge. Det var på et specielt sprog og havde en sær lyd, men ud af hendes skriftrulle fløj nu 4 tegn ud. Tegnet for ild, vand, luft og jord.
Disse hvirvlede et øjeblik rundt i luften, inden ild og vandtegnet forsvandt, så kun luft og jord stod tilbage. I samme øjeblik skød en kraftig mur af jord op foran hende selv og Hazui, mens en tornado viste sig på den anden side af muren. Kun en person havde nogensinde været i stand til at påkalde 4 elementer ved hjælp af rullen, og Maiko var kun i stand til at påkalde disse 2, hvilket havde krævet en del træning.
Hun tørrede lidt sved af panden, og hoppede op på toppen af jordmuren. Tornadoen blæste hende næsten omkuld, men hun følte sig godt tilpas ved sit eget element, som var begyndt at suge en del vand op i sig, hvad tornadoer jo gør. Den var programmeret til at følge efter Keiran, indtil Maiko's koncentration eller chakra slap op, eller hun blev afledet. Tornadoen kunne være nem at undgå, men dens hurtige bevægelser kunne også være overraskende.

Slangerne trak sig hurtigt tilbage efter at have slået mod træet og han vendte sig nu for at betragte hendes nye teknik. En udmærket beskyttelsesteknik til Hazui og et angreb til at følge Keiran. Ganske glimrende, den var stor og fyldt med kraft, så det ville være svært at modstå den hvis den først ramte.
Han sprang hurtigt tilbage for at skabe sig afstand inden hænderne faldt sammen foran kroppen og chakra spredte sig.
Vandet omkring ham rejste sig og 5 Keirans stod nu. De spredte sig hurtigt da der kun var en tornado og 5 af dem. Målet var at presse hendes psyke og koncentration til det punkt, hvor hun enten mistede overblikket, eller mistede tornadoen.

For at lægge ekstra pres på hende skød de kunais mod hendes skikkelse. Rundt om tornadoen for at den ikke skulle suge dem op og gøre angrebet nyttesløst.
Keiran selv var trukket til højre om tornadoen med en god afstand til den. Han kastede selv en kunai afsted, men overvejede hvordan han skulle lukke hende ned. Han havde ikke i sinde at anvende genjutsu medmindre det blev helt nødvendigt.

Midt i sin koncentration var det svært for Maiko ikke at miste overblikket over, hvilken Keiran der var den ægte. Deres kunais var dog forholdsvist nemme at undgå, men ganske som det var deres plan, gjorde de det svært for hende at koncentrere sig. Hun måtte stoppe det, ellers ville det udvikle sig til, at hun mistede kontrollen, og tornadoen blev altødelæggende og ukontrollerbar, eller også ville den bare forsvinde.
På den anden side var det måske også på høje tid at stoppe, hvis hun skulle spare på sit chakra.
Hun havde fundet kunais frem, som hun kunne afværge fjendens kunais med, hvis nødvendigt. Imens hun langsomt fik tornadoen til at aftage i styrke, så den var nemmere at kontrollere, kastede hun kunais efter de forskellige Keirans for at finde den rigtige. Hun var nok nødt til at afslutte tornadoen, så hurtigt som muligt.

Den første kunai borede sig dybt ind i kødet på Keiran, der stivnede i sin bevægelse og faldt sammen med et plask. Det var en klon.
Den næste greb dog kunaien og returnerede den uden videre problemer, den ægte.
De tre resterende Keiran'er stoppede pludselig op. De havde stillet sig i en trekantet formation omkring Maiko og rakte nu armene frem mod hende. Øjeblikkeligt skød slangerne frem fra alle sider. En fra hver arm. De ville forsøge at slynge sig omkring hende og bide sig fast, så hun ikke kunne slippe væk.

Han forventede dog ikke hun havde det store problem med dem, hvilket var grunden til den ægte var også var stoppet op. Han havde stadig god afstand til tornadoen og kastede et skarpt blik på hendes ben. Chakraen skød op til hans øjne og straks bevægede den usynlige kraft sig frem for at lukke nervebanerne i hendes ben, så det praktisk talt blev ubrugeligt. Virkede hans teknik ville hun intet kunen gøre med benet, det ville blot hænge slapt og ikke tage imod ordre i ca. 5 sekunder. Tid nok til at slangerne kunne bide sig fast.

Fik slangerne ikke bidt sig fast så hednes tornado forsvandt, ville en af klonerne blive revet med op og forsvinde sammen med to af slangerne.

Maiko havde overskuddet til at undvige slangerne, men opdagede snart, at hun ikke kunne flytte sit ben, og mistede balancen. Hun landede på jordmuren hun havde stået på, og ville være faldet ned, hvis altså ikke hun havde grebet sig med hænderne. Hun stoppede nu tornadoen, så vandet som var blevet suget op i den faldt sammen. Selv faldt hun ned mod vandet, godt nok på den side af muren, hvor hun kun var i én af klonernes synsvinkel.
Hendes eneste forsvar var de 2 kunais hun havde i hænderne. Hvis hun bare kunne få klonen til at forsvinde, ville slangerne vel forsvinde med den?
Som slangen kom tættere på hende, kunne hun se, at den ville nå til hende lige inden hun ramte vandet, hvilket var ret uheldigt. Hun sendte hurtigt en kunai mod klonen slangen kom fra, men selv hvis den ramte kunne hun nok ikke undgå slangens første bid helt.

Kroppen af den ene af de to slanger skød ind foran og tog imod kunaien, så klonen blev stående. Dette resulterede dog i at en mindre lange nåede deres mål.
De 5 slanger skød hurtigt engang rundt om kunoichien inden de borede deres tænder dybt ind i hendes skuldre og lår. Armene blev bundet ind til kroppen for at gøre hende så forsvarsløs som muligt.
Hurtigt hævede de hende et godt stykke over vandet for at få hende væk fra det egentlige mål.

Den ægte Keiran gik roligt hen til jordbunken, hvori Hazui var begravet. Så længe han var derinde ville han være i sikkerhed. Med andre ord. Ødelæg hullen og han døde.
keiran sænkede roligt hænderne i det mudrede vand, og straks voksede hans muskler så tøjet nær sprang. Med en rolig bevægelse rettede han sig op og placerede et solidt slag i skjoldets tag for at lave et hul ind til Hazui.
Hånden blev dog hurtigt trukket tilbage og vandet blev skyllet ud gennem hænderne igen. Det sidste han gjorde var at kaste to explosionstags ned igennem sprække og vandre væk så de kunne sprænge ham levende.

Maiko gav et skrig fra sig, da slangerne borede tænderne i hende. Hun prøvede forgæves at kæmpe sig fri, men hun kunne umuligt gøre det ved at vride sig fri, da det kunne ville gøre skaderne større.
Til hendes store skræk så hun også, at Hazui var i fare.
Hun kunne ikke samle hænderne for at forme segl, og hun kunne heller ikke få fat i sine skriftruller. Det eneste forsvar hun havde tilbage var den resterende kunai, som hun holdt i sin højre hånd. Hun havde stort set ingen bevægelsesfrihed, men det lykkedes hende alligevel at hakke kunaien ind i en af slangerne.

Kunaien borede sig dybt ind i slangens bug, men den slap ikke. Den havde jo hugget sig fast, så selv hvis den døde ville den stadig sidde på sin plads.
Under hende lød eksplosionen og jorden blev sprængt indefra så Hazui fik sin begravelse med det samme.
Keiran vendte sig derefter mod Maiko. Hun burde have fuld førlighed igen, men nu hvor hendes mission var fejlet var der ikke meget for hende at gøre.

Keiran lod derfor sine kloner blive til vand, og slangerne forsvinde i den blå luft.
Maiko hang nu, frit hængende, i 15 meters højde og ventede blot på at tyngdekraften skulle gribe hende og sende hende ned i vandet.
Han ventede på hun faldt ned og kom op at stå igen før han åbnede munden.
"Din mission har fejlet. Du har nu to valg." Sagde han roligt. hans psykiske terror var ikke ovre endnu. "Den første er at tage tilbage til Konoha, fortæl om din fiasko og modtag din straf. Jeg vil ikke stoppe dig." Sagde Keiran roligt inden han forsatte til punkt to. "Den anden er at angribe mig, risiker at dø, men muligvis fange en eftersøgt shinobi. De vil derefter glemme alt om din forfejlede mission og i stedet belønne dig for at have fjernet en af jeres 'fjender'"

For Keiran betød det ikke det store hvad hun valgte. Han havde allerede leveret et par sår til hendes krop. Han ville tillade hende at gå, så Konoha ville indse de ikke skulle lægge sig ud med ham, en trussel til dem, men ønskede hun at kæmpe ville han smadre hende, og måske sende hende tilbage med samme trussel. Hun var hans besked til Konoha om at blande sig udenom hvad han foretog sig! Han var blot en shinobi der gjorde sit job, ligesom alle dem! Havde de noget imod ham måtte de tage det op med Oto Gakure. don't kill the messenger, som man siger.

"Hazui! Løb!" råbte hun, men det var selvfølgelig for sent.
Kort efter forsvandt slangerne fra hende, og hun faldt ned i det kølige vand. Efter et par sekunder havde hun igen kæmpet sig op.
Der løb blod ned af hendes krop fra slangebiddene, som også havde revet hendes tøj godt i stykker ved skuldre og lår.

Hans foreslag satte Maiko i en svær position. Hun kunne give op og overleve, men det ville ikke virke rigtigt at give op uden en kamp. Desværre vidste hun også, at hvis hun valgte mulighed 2 ville det nok være den sikre død.
"Hn, måske er det et dårligt valg, men jeg kan ikke tillade mig selv at give op uden kamp," endte hun med at svare. Hun havde et fokuseret ansigtsudtryk, som burde have vist stor selvtillid, men det var tydeligt at se på hende, at hun godt kunne forudse udfaldet af denne kamp.
Hendes blik flakkede et øjeblik hen på Hazuis grav. Hun kunne umuligt vende hjem sådan her.

Et svar der var en ægte ninja værdi, det måtte han give hende. Hun levede som en ægte ninja, med andre ord, hun vandt hans respekt, også selv om det måtte føre hende i graven.
"Der er nu ingen skam i at tabe til en større magt" Lød det roligt fra Keiran mens han klargjorde sig til kampen. Chakraen blev smedet.
Det havde taget en del chakra at kæmpe med klonerne, og de konstante summoninger var også en pain-in-the-ass, men han havde stadig en god mængde tilbage, og var hans vurdering af hende korrekt, så var sejren sikret.

Med et skød Keiran fremad, han havde bemærket hun kunne lide distancen og brugte skriftruller til at kaste sine ninjutsuer. Det krævede tid, så han ville komme tæt på og forhindre hende i at udnytte den evne.
En kunai blev trukket i fremdriften, klar til at kaste mod rullen hvis hun prøvede at trække den.

Et solidt spark blev rettet mod hendes lår, han sigtede efter bidemærkerne, for at fremprovokere så meget smerte som muligt, og derved gøre hende endnu mere sårbar end hun allerede var.

Keirans rolighed irriterede Maiko, mest fordi at det viste, hvilket overtag han havde i kampen. Hun selv forholdt sig også rolig, men det var tydeligt at hun var såret, og at hun var i en presset situation. Langsomt fik hun sig op at stå på vandet, så hun nu var helt klar til kamp.
Da han angreb var hun klar, og forsøgte at undvige ved at springe højt op i vejret. Enhver bevægelse sved i hendes sår, men kampen var ikke slut endnu, og hun bed det i sig. Hun havde undviet hans første angreb, men ville hun kunne gentage succesen?
"Juha: Reppushou!" sagde hun højt, og sendte med sin højre hånd en kraftfuld klo af chakra efter Keiran.
Kortdistance var hendes svage punkt, men denne teknik var specielt lavet til kortdistance, og derfor en god hjælp i situationer som denne. Desuden opholdt hun sig over ham da hun sendte jutsuen imod ham, hvilket forhåbentligt gav ham færre muligheder for at undvige. Alligevel turde hun ikke håbe på, at det lykkedes.

Keiran drejede hurtigt hovedet op mod hende og så hvordan hun sendte en fuuton teknik direkte mod ham. Han undveg ikke, i stedet satte han to fingre for munden.
Mizurappa
En kraftig vandstråle skød ud af munden på ham og stødte sammen med vindkloen, så begge dele forsvandt i en mindre eksplosion, og en blid støvregn faldt over området.

Keiran fulgte hurtigt op på sit angreb ved at smide kunaien direkte mod Maikos brystkasse (skønt han sigtede efter hovedet).
Han var nød til at holde et pres på hende for at forhindre de ukendte teknikker. Han vidste jo ikke hvad der ellers kunne gemme sig i den besynderlige rulle.

Maiko bed sig irriteret i læben, da hendes forsøg mislykkedes. Det var nu ikke fordi hun havde regnet med andet, men så længe hun ikke kunne komme på afstand var der ikke så meget hun kunne gøre. Hvis bare hun kunne komme lidt væk kunne hun forsøge sig med sin skriftrulle, men på den afstand de var på nu var hun tvunget ud i taijutsu og kortdistanceteknikker.
Da hun var på vej ned på jorden igen efter at være sprunget op i luften, havde hun ikke de store chancer for at undvige hans næste angreb. Hun kunne umuligt ændre kurs når hun hang der i luften, så det eneste hun kunne gøre var at vride overkroppen, så kunaien i stedet for at ramme hendes brystkasse ramte hendes venstre overarm og fløj videre.
Hun landede på vandet på den anden side af Keiran end hun havde stået før, og gjorde sig klar til sin næste teknik.
"Katon: Goukakyuu no Jutsu!" råbte hun nu, og sendte den store ildkugle imod Keiran. Det var hendes eneste teknik uden for skriftrullen af et andet element end hendes eget.
Efter ildkuglen var sendt afsted, tog hun sig til sin venstre arm, der hvor kunaien havde ramt. Den havde snittet helt ind til hendes knogle og var fløjet videre, da der ikke var så meget at sidde fast i. Men nu da hendes arm også var beskadiget ville det blive endnu sværere at kæmpe. Hun havde desuden brugt en del teknikker, og havde dermed brugt en ret stor mængde chakra allerede.

Maiko havde begået to fejl i denne kamp. Den første var at gå ind i kampen, og den anden var at bruge en katon jutsu mod en med suiton som hovedelement.
Keiran behøvede ikke være særlig opfindsom for at slå kontrak mod hendes angreb.
Hånden blev igen sat for munden.
Mizurappa
Endnu engang skød den kraftige vandstråle igennem og stødte direkte ind i den modstående katon teknik inden den for igennem. Suiton chakra blev styrket af katon chakra, og da begge teknikker var på C niveau trængte den dominerende teknik igennem.

Keiran fulgte ikke op på angrebet, han formodede ikke at hun ville nå at undvige teknikken i hendes tilstand. Paraderne faldt derfor, som de altid gjorde når han følte en modstander var besejret.

Shit. Maiko havde i den pressede situation fuldstændigt glemt, at hun lige havde brugt en katonjutsu mod en suitonbruger. Hun havde aldrig i sit liv som jounin lavet sådan en dum fejl før, det var jo basal ninjaviden. Bare deres omgivelser, et sumpområde, burde fraråde hende det.
Ganske rigtigt havde Maiko ingen chance for at undvige jutsuen, og blev ramt af den kraftige vandstråle, Keiran havde sendt imod hende.
Hun fløj flere meter bagud, og landede til slut i vandet igen uden en chance for at finde fodfæste på det. Hun havde tabt.
Hun flød op til overfladen af vandet, var helt slået ud, og ventede egentlig bare på at blive slået ihjel. Hun havde trods alt tabt. Alligevel var der noget i hende, som sagde, at hun ville være en kujon hvis hun bare gav op. Hun kunne virkelig ikke mere, men alligevel tvang hun sig selv til at åbne øjnene og komme på benene.
Hun var udkørt, og bare det at holde balancen på vandet var svært. Netop som hun var kommet op at stå faldt hendes ene fod igennem, og snart havde hun mistet balancen og måtte starte forfra.

Keiran rettede sig op, der var ikke mere modstand i hende. Hun kunne knap nok klare en civil som hun var nu. Keiran trak roligt en kunai fra tasken og trådte frem mod hende.
"vær ikke bange, din død bliver ikke nyttesløs. Den bliver en advarsel til alle andre, der som dig selv tager kampen op mod mig. Tænk på hvor mange andre liv du redder med den advarsel." Lød det roligt fre Keiran da han tog det sidste skridt hen foran hende.
Slangernes bid, hendes voldsomme chakraforbrug og slangene hun havde modtaget. Havde keiran været udsat for det samme ville han formodentlig ikke have rejst sig igen.

Sveden var også piblet frem på hans pande. Hans suiton teknikker trak ikke så meget når han havde suget vandet op først, men slangerne trak staidg hans kræfter.
Med et fast sind greb han ud efter hendes pandehår for at holde hende stående, selv efter hendes død.
Kunaien blev langsomt hævet.
"Det er selvfølgelig intet personligt" Tilføjet han inden han huggede den frem mod hendes strube, men i samme øjeblik skød en røgsky ud af hans krop og han forsvand i den blå luft.

Keiran selv var ikke forberedt på dette resultat og havde nær tabt sin kunai i overraskelse da han pludselig stod på en stor grøn eng, omgivet af enorme krybdyr.
Omkring ham lagde to enorme slanger, begge rakte deres hoveder flere etager op i luften, men deres blik var stift rettet mod Keiran.
Foran ham lagde to andre slanger. En gammel hvid slange, der ustrålede en majestætisk autoritet og en mindre sort slange der stråle af ungdom og styrke.

Der gik et par splitsekunder før Keiran indså hvem der lagde foran ham, og han smed straks kunaien fra sig og faldt på knæ for slangernes herre.

Maiko havde lovet sig selv, at hun under ingen omstændigheder ville vise svaghed her i hendes sidste øjeblik.
Da han greb fat i hendes pandehår kunne hun dog ikke skjule sin frygt, og så med vidt opspærrede øjne på kunaien. I det øjeblik han huggede lukkede hun dog øjnene.
Snart efter kunne hun dog lugte røg og åbnede igen øjnene. Hvad var der sket? Hun strøg fingrende igennem røgskyen som for at forsikre sig om, at Keiran ikke var der, og var ærligt talt ikke i stand til at tænke særligt meget lige i det øjeblik.
Hun lod sig igen falde ned i vandet så hun flød på ryggen. Andet havde hun ikke kræfterne til. Hendes umiddelbare tanke var, at han havde benådiget hende og var smuttet i sidste øjeblik. Det virkede ret ydmygende, især eftersom hun ikke havde kunnet holde masken. Hun vidste udmærket godt, at det ikke var noget tidspunkt at slappe af på. Hun måtte finde resterne af Hazui og slippe væk så hurtigt som muligt. Langsomt begyndte hun at sparke med benene for at svømme hen imod resterne af jordmuren fra før. Hun nåede dog ikke langt, før hun måtte give op. Med et fredfyldt udryk i ansigtet lukkede hun øjnene. Hun havde alligevel ikke kræfterne til at svømme, og måtte vente.

"Rejst dig op Shakon-san, du blev ikke hentet for at sidde der" Lød en hvislende stemme fra den gamle slange, der langsomt gled tættere på.
Slangen gled rundt om Keiran så den dannede en kreds omkring ham, skar alle flugveje væk.
Keiran løftede hovedet og rettede sig op. Han var tydeligvis blevet kaldt til slangernes rige. Som han kunne påkalde dem, så kunne de påkalde ham. Sådan var reglerne.
"En af vore mest lovende unge krigere, Ren, har udvalgt dig til at binde en kontrakt til."
Keiran hævede et øjenbryn. Han havde jo allerede en kontrakt til samtlige slanger, så hvad mente de.

Den gamle slange så straks hans forvirring og forklarede. "Den kontrakt i nu har binder alle slanger til at kunne hente, eller blive hentet af dig, men denne kontrakt vil være en særlig aftale, som kun gælder mellem dig og Ren."

Keiran kunne ikke forholde sig tavs længere, og selv om han vidste svaret snart ville komme, så måtte han spørge. "Og hvad indebærer den?"
Han kastede et blik over på den unge sorte slange. Den var på størrelse med ham selv, hvertfald i bredde. Længden gjorde den meget længere end et menneske. Dens tænder var tydelige og spidse og dens hud var glat og matsort. Et pragteksemplar.

"En sammenblanding" svarede den gamle hvide slange med sin hvislende stemme. "kontrakten vil gøre det muligt for jer at smelte jeres kroppe sammen til en ny og stærkere. Kroppen vil være under din egen styring og jeg tror du vil finde det yderst tiltrækkende."

Keiran nikkede kort og vendte blikket mod den gamle hvide.
"Og hvad er bagsiden?" Spurgte han roligt. De havde ikke forsøgt at imponere ham hvis der ikke var en negativ side. Så havde de blot gjort det.

Den gamle spillede tungen ud og et smil kunne fornæmmes over dens læber.
"I skal blande chakra." Sagde den og lod tungen visle uden for dens blege mund. "Jeres chakra skal smeltes sammen i en ny kontrakt. En risikabel erfære, men lykkes det vil I være et trin tættere på fuldkommenhed. Husk menneske, antallet der modtager dette tilbud i en menneskealder kan du tælle på blot din ene hånd."
Keiran nikkede. Han accepterede.
Straks vendte den hvide slange rundt og gled afsted. Den sorte fulgte hurtigt efter, men holdt dog et skarpt blik på Keiran. Dens øjne lyste af intelligens og styrke. Keiran var imponeret, men viste det ikke. Han fulgte blot efter de to slanger. Bag ham fulgte de to enorme slanger. Tydeligvis for at beskytte deres herre. Den hvide.

De gik lidt før de nåede til et stort stenbord. Den hvide satte sig for enden, mens den sorte på den ene langside og Keiran stoppede på den andne langside. På bordet lå et stort gråt papir, hvor der var skrevet et utal af tegn og to navne.
Keiran Possum Shakon og Ren Hebi.
"Smed jeres chakra ind i papiret, men kun en smule. Sender i for meget vil i ikke kunne stoppe og i vil suges tomme og dø. For lidt vil ingen effekt give." Formanede den gamle slange og Keiran lagde straks hænderne på. Den sorte slange, Ren, lod halespidsen røre papiret.

Synkromt blandede de deres chakra med papiret og en tydelig gul streg blev ført fra Keirans hænder og ind mod midten og en tydelig rød streg blev ført fra slangen og ind til mindten, hvor de blandede sig og blev først sort, derefter hvid og til sidst, orange. Farven spredte sig og malede hele papiret orange med sorte skrifter på, før det langsomt rullede sig selv sammen.
"Rør nu hinanden og fornæm kontrakten!" Formanede den gamle hvide og Keiran rakte straks frem og ren gjorde det samme. Hale og hænder mødtes. Der gik et sug gennem Keirans krop da slangens krop blev suget ind i ham, men det var blot starten.

En voldsom spænding skød gennem kroppen og hans ben faldt sammen under ham, de sitrede voldsomt og huden sprækkede inden benene blev smeltet sammen til en lang sort hale. Hans brystkasse voksede og fingrene blev længere og skarper. Han fik kløer. Huden i ansigtet blev trukket tilbage så en række kraniet blev synligt inden det løsnede op. Hjørnetænderne voksede sig længere og skarpere så han knap kunne lukke munden og huden blev afløst af sort skæl på ryggen og blød hud på maven. Hans armen voksede sig længere og slankere og rygsøjlen strakte sig ud.
Kort sagt. Han blev en naga.

Keiran stønede af udmattelse, men rettede sig langsomt op på sin nyerhvervede hale. Han steg hurtigt flere meter op i luften og strakte langsomt kroppen ud. Den føltes ufattelig let.
Et langsomt smil gled over hans læber og i et hug skød kroppen frem. Det hele faldt ham naturligt, som havde han gjort det hele livet. Det var fantastisk.
Det er fordi du deler mine evner
En hvislende stemme lød i hans indre besvarede hans forundringer over hans nye muligheder.
"Ren?" Spurgte Keiran lavt og kiggede sig omkring. hans stemme var hvislende, som en slanges, men han så ikke den sorte slange nogle steder.
Selvfølgelig, men det er tid at vende tilbage.
Keiran nikkede og straks trak hans krop sig tilbage til normal form, og den sorte slange gled ud fra hans nakke.

"Vend nu tilbage til din egen verden menneske. Tag rullen med dig, den bærer alt den information du behøver." Den hvide slange talte igen og Keiran reagerede ved at gribe rullen. Straks forsvandt han i en røgsky.


___________________


Han var tilbage i sumpen med rullen i hånden. Han stod lidt, som prøvede han at huske hvad han lavede her.