The messenger

Masken sad hvor den skulle og på ryggen var det vældige våben placeret. Hvordan hun kom gennem almindelige døre var et mysterie for mange.
Hun stod foran døren til tsuchikagens kontor og ventede. Takayuki var på mission, han skulle følge op på en kilde de havde fundet ikke mange timer forinden, så Ai var alene med beskyttelsen af Tsuchikagen.
Lyden af fodtrin fik hende til at dreje blikket ned af gangen, hvor en chunin kom løbende. Hurtigt og uden tøven trådte hun ud midt i gangen og afbrød shinobiens rute.
Uden et ord fik hun overrakt en lille notis.
Bag masken slog hun øjnene op og kastede et hurtigt blik på budbringeren. Det var slemt.
To fingre foran panden og så var hun væk. Hun skulle tjekke.

Næste øjeblik stod hun i falketårnet, hvor beskeder blev modtaget. De omkringstående veg et par skridt tilbage da de så hende, men hun var ligeglad. Uden et ord trådte hun hen til den fulde rapport og læste den igennem før hun samlede den under armen. Tsuchikagen måtte underrettes!

Igen to fingre for panden før chakraen skød gennem kroppen og hun sprang gennem luften. Der gik ikke mange sekunder før hun igen var ved tsuchikagens kontor, men denne gang fra en lidt anden vinkel. Hun sad i vinduet bag tsuchikagen og ventede på at få lov at fremføre sin besked.
Hun sagde intet, men forventede blot hun var blevet hørt ankomme.

Kimi kiggede op da hun hørte løbene trin ude på gangen og løftede sine bryn i det hun hørte fodtrinene forsvinde, for kort derefter at mangle sin livvagts åndedrag. Hun sukkede, sikkert en haste besked.
Hun begav sig tilbage til sit arbejde da det blev afbrudt igen denne gang af en i vinduet. Hun havde bemærket åndedraget og hun var fuldt ud bevidst om at denne ikke sagde noget fordi hun var tante stram og ville have tilladelse først.
Kimi kunne stadigt huske den dag hun var blevet introduceret til dem. Kvinden var køn men ikke en man snakkede med, mest fordi hun virkede så satans streng. Egenligt ville hun have haft hendes bror kun, men de to arbejde godt sammen så hun endte med begge to alligevel. Hun havde heller ikek fortrudt det på nogen måde, men kvinden her kunne stadigt god genere hende selvom hun aldrig viste hende det.
"Er der nogen speciel grund til du sidder som en fulg i min vindueskarm?"
Hun vendte sig endeligt i stolen og så på ANBU'en i vinduet. Hun smilte svagt som hun normalt gjorde mens hun betragtede kæmpe fuglen i vinduet, det var egenligt finurligt hvor meget Shinobi's mindede om gribbe ind i mellem.

Ai var strem i ansigtet, men det viste sig ikke udadtil takket være masken hun bar.
"Problemer med Oto Gakure" Lød det kort fra Ai, der elegant sprang ned på gulvet og lagde rapporten ved siden af Kimikou.
"Lader til din gæst har forladt Oto Gakure"
Der var ingen tvivl i luften om hvad hun omtalte. Det var nogle uger siden han havde været på besøg, men alligevel huskede alle ham tydeligt. Hele ANBU havde været oppe at køre over en Otonin var blevet lukket ind i byen, og ikke mindst en ANBU-slayer. Ai havde dog ikke været imod tanken. Hun brød sig godt nok ikke om Oto Gakure som by, men hvis Kimikou havde valgt at stole på ham, havde hun ikke andet at sige til den sag.

"Oto Gakure skyder skylden mod Iwa Gakure for at mislede tankerne af deres jounin, men det er ikke det værste." Ais stemme var rolig. Hun ventede på Kimikou fik åbnet rapporten, så hun kunne følge med i teksten og måske endda selv fandt det før Ai nåede at sige det.

Kimi løftede et bryn da Ai begyndte at tale, var hun stadigt muggen over det? WHAT!?!
Hun tog rapporten rimligt hurtigt så den nåede knapt at ramme bordet.
"han er HVAD?! ja det er typisk! bare giv Iwa skylden for jeres egnes illoyalitet.."
Mumlede hun surt og åbnede rapporten en smule irritabel.
"og min gæst havde et navn, behøver ikke udtale gæst som noget helt vildt ulækkert"
Hun gav Ai et hurtigt sideblik, nu vidste hun hvorfor folk hadede ANBU's så voldsomt, med den maske var det næsten umuligt at tyde deres ansigt.. rettere det VAR umuligt.

Ai nikkede blot da hun blev irrettesat. Navnet blev sjældent brugt blandt ANBU'er, så det lå blot som et vane at omtale ham som 'gæsten' i et toneleje der antydede at han var et simpelt dyr, der havde været for langt væk fra sin ejer.
"I så fald" Forsatte hun "Lader det til at denne Keiran har sluttet sig til en ny gruppe af shinobier. En roninbande om du vil, der officielt går under navnet akatsuki."
Ai talte roligt og prøvede at lade Kimikou følge med i teksten.
Det var tydeligt at tsuchikagen var overrasket over denne udvikling.
"Om det er for at få beskyttelse eller ej ved vi ikke, men vi har ikke meget information omkring denne gruppe. Konoha skulle eftersigende være dem der har mest information tilgængelig omkring dem. Ønsker De vi sender besked til dem for at få deres noter til rådighed?"
Ai vendte sig roligt væk fra Kimikou og gik hen til en reol ved døren. Huskede hun rigtigt lå det der. (Hun havde allerede gjort sig hjemmevant på kontoret mens Kimikou var ude)
Med et par slanke fingre fiskede hun en lille mappe ud fra reolen og fik tilbage til Kimikou og lagde den frem.
På omslaget stod der med store røde bogstaver. AKATSUKI.
"Vi ved endnu ikke med sikkerhed om han er tilsluttet denne gruppe, men alt tyder på det."
Hun rettede ryggen og lod nu til at være færdig med sin rapport da en tanke pludselig skød gennem hendes hovede. Hun havde næsten glemt det!
"Og alt tyder på han har et gidsel med sig. En ung Konoha genin kaldet Yukiko fra Kurama klanen."

kimi fulgte med mens Ai talte, meget kunne man sige, men hun havde sine fakta med sig, på bær lige et fakta åbenbart.
"Pigen er ikke et gidsel, hun er Ronin i konoha, hun dræbte en dreng fra hendes egen by, Grass, og lavede problemer her i Iwa og dræbte nogle her. Jeg fik sneere af vide at Keiran tog hende til sig og derfor var der ikke flere akadami-børn her der døde."
Hun så på Ai og bladrede i rapporten igen.
"hmm, jegved hvem Akatsuki er..."
Hun skubbede mappen væk.
"læste alt det der for lang tid siden. Pein har fået sig en stærk allieret.. Satans..."
hun smækkede rapporten i da hun havde læst den færdig og satte en albue i bordet og hilvede sit hovede på sin hånd mens hun så tænksom ud. Hun randsagede sin hjerne for hvorfor manden pldseligt forsvandt. Han var sympatisk nok, selv af en shinobi at være og de havde da snakket ok den aften.. Han havde godt nok luftede nogle meninger om Oto..
Kimi klukkede pludseligt lavmælt og rystede på hovedet.
"han må vide at det ville se ud som om Iwa var skyld i hans forsvinding, det gav ham noget mere tid til at komme et stykke væk... Beregnene ræv.. Hana-chan havde ret..."
Hun sukkede og sendte en tanke til sin veninde hun havde sendt afsted på mission og sendte en undskyldning med hendes tanke.

Ai nikkede blot en smule. Kimi havde åbenbart styr på sine tekster og vidste hvad det handlede om, noget Ai ikke selv kunne prale af, men næste gang Kimikou forsvandt fra kontoret sad Ai nok og læste filen igennem. Når katten er ude leger musen på bordet, som man siger.
"Tsuchikage-sama?" Lød det spørgende fra den maskerede ANBU. "Må jeg komme med et forslag?"
Ai vidste udmærket man ikke behøvede spørge om den slags, men lige netop i dette tilfælde ville hun gerne have tilladelse. Forslaget var nemlig ikke det sædvanlige plapren, men noget der kunne bringe konsekvenser ved et forkert udfald, men samtidig løse det hele, hvis det gik rigtigt til.
Hun vidste ikke meget om denne Keiran ud over det officiele. Jounin fra Oto Gakure. Der var dog noget der sagde hende at han snart kunne blive en farlig modstander for Iwa Gakure.

"Selvfølgelig må du det Ai-san"
hun vidste at Ai læste dokumenter på kontoret når hun ikek var her og blev familiær med stedet, det var også fint, hun tog bare det med hun ikke ville have andre rodede i. Bl.a. hendes ekstensive undersøgelse af Keiran, Yukiko og andre. Også af pigen selv, hun havde en speciel interesse i pigens forsvinding ind i mellem og ville vide hvor hun havde været da hun kom tilbage efter et længere fravær. Hun ville ikke spørge, det at snuse sig frem til sandheder var sjovt og god tidsfordriv.. En vane fra da hun selv var ANBU, kun et år siden faktisk.
Hun løftede blikket til Ai da hun tog sig selv i at have stirret fraværende på Ais barm mens hun tænkte.

Ai nikkede kort før hun talte:
"Takayuki og jeg kan drage afsted for at skaffe information omkring Keiran" navnet lød forkert når man ikke kendte manden "Vi vil søge efter informationer omkring hans grund til at forlade Oto Gakure og hans forbindelser til Akatsuki. Vi kan derved klargøre os på enten at behandle ham som en fjende eller ven, og med din tilladelse. Fange ham hvis vi ser ham."
Med disse ord tav Ai inde. Det var det sidste der var hendes egentlige forslag. Fange skurken, men hun vidste dog at Kimikou kendte roninen personligt og bar derfor sin tvivl til om hun kunne skille arbejde og privatliv ad.
"Vi kan ikke lade ham være, vi er nød til at vise Oto Gakure at vi ikke har planlagt dette!" De sidste ord blev smidt frem for at understrege vigtigheden i at foretage en handling. De var nød til at reagere.

Kimikou kiggede på Ai igen denne gang var det dog ikek hendes barm men maske, hun mindes ikek at have set hende uden den.. Hun stolede simpelthen ikke på kvinden.
"Hmmm, giver god mening.. men jeg får muligtvis brug for jer her. Jeg ved i er gode men han er ikke glade for ANBU af nogen art og jeg har sådan set brug for jer i live."
Det var sikkert ikke pænt at pointere at hun var sikker på at ai og Taka ikke ville overleve et møde med ham, men hun vidste det og han var blevet set med en kvinde eller sort kat og hvis hun var den lejemorder hun rygteds kunne ai og taka være så gode som de ville og de var alligevel fucked.
Selvom Otos mistanke var velbegrundet var hun ligeglad hun var knotten over det og ville have en forklaring af Keirans egen mund uden at få den gennem en fordomsfuld ANBU som ikke kendte manden.

Ai rakte roligt op og tog fat i den nederste del af masken.
"Ønsker han ikke ANBU, så er vi ikke ANBU" Sagde hun og fjerne langsomt masken, så det kønne ansigt kom til syne fra den anden side.
Hendes øjne var dog lukkede.
"Men grunden til jeg foreslår os og ikke andre, er fordi ingen kan gemme sig for himlens øjne."
Med disse ord åbnende hun øjnene og afslørrede et par kulsorte øjne med en blodrød midte. Med disse øjne kunne hun se spor efter shinobier og følge dem til millimeters nøjagtighed, hvilket gjorde hende og hendes bror til to af Iwa Gakures bedste stalkere.
"Men ønsker du det ikke vil vi ikke nærme os ham." Understregede hun dog roligt. Hun ønskede denne mission. Ikke blot for at finde manden, men for at foretage sig noget andet end at stå vagt ved en dør.

Et lyn slog ned i kimi da hun så øjnene. Et eller andet slog klik, Possum.. Hun blinkede et par gange og hendes øjne blev overaskende nok en smule hårde og strenge.
"Det er fuldstændigt rigtigt at himmlen ser alt men du bliver ikke fritaget for din post ved min side, det gør din bror heller ikke"
hun løftede et bryn og forventede indsigelser af en eller anden art og lod hende komme med dem hvis hun ville.
"Og da det et eller andet sted er mig han har røvrendt bliver jeg nød til at overveje situationen lidt endnu."
Hun var ikke synderligt glad for Keiran, en alligeve lfandt hun det komisk at han muligtvis havde udnyttet hans korte ophold i Iwa. Beregnene ræv!
"men tak for rapporten, jeg giver besked om hvem der tager afsted senere..."

Ai lignende en der mest af alt var på vej til at knurre af tsuchikagen. Det strenge blik aktiverede automatisk aggressiviteten hos den unge kvinde, der langsomt puttede masken på igen.
Denne sag var ikke afsluttet og Kimikous ord var muligvis ikke det sidste i denne sag, men der blev dog ikke svaret hårdt igen, men i stedet kom et spørgsmål.
"Du stoler ikke på os?" Var alt hun sagde inden hun skubbede håret om bag sin skulder. Det var ikke svært at fornemme den mistillid der hang i luften omkring Tsuchikagen. Havde det været Hana, havde missionen altid været i fuld gang, og det skulle ikke undre Ai, hvis der først blev fulgt op på opgaven når Hana vendte tilbage. Bevares hun var en fantastiske shinobi, men selv om hun var det ville sporet være gået koldt til den tid.

Kimi ville ikke lyve og sukkede lavmælt.
"Nej, Ai-san, det gør jeg ikke... Beklager, men det er svært at stole på folk der har været væk på tidspunkter i sit shinobi liv. Havde jeg været mere striks havde jeg fået andre livvagter da jeg fandt ud af det..."
Hun lod Ai se at hun mente det inden hendes ansigt blev mildere i det hun satte mappen på plads
"Men jeg er måske bare naiv når jeg alligevel giver dig en chance og lader dig beholde posten, det finder jeg vel ud af."
hun vendte sig mod den forurettede ANBU
"Du finder det måske unfair, men det er der ikke meget at gøre ved"
Hun rakte en anden rapport til Ai
"Men når du nu alligevel står her kan du jo smide den her ind til Sahamura-sensei på hospitalet, han bad om det fjols's oplysninger.. måske holder han sig fra at futte ting af nu.."

Denne gang sagde Ai intet. Kimikous ord stak direkte ind gennem hendes rustning og ind i det ene punkt hun ikke kunne forsegle. Havde hun ikke haft masken på havde chokket været tydeligt i hendes ansigt, men på resten af kroppen var en helt anden reaktion. Kroppen faldt et stykke sammen et kort øjeblik da sorgen overtog hendes sind. Minderne om den tid var noget hun konstant prøvede at glemme, det kunne dog ikke lade sig gøre.

Hun tog tavst imod mappen og vendte sig mod vinduet for at springe ud.
"Det er slut nu" Stemmen var et stænk af sorg, der ikke kunne undertrykkes, men med det samme ordene var udtalt satte hun afsted og forsvandt med det samme. Hvor hun havde stået faldt en enkelt dråbe til jorden og blev suget ned i gulvet.

Kimi løftede blot et bryn og lod ikke hendes milde bekymring vise sig. Kvinden var Shinobi og ikke nok med det, så var hun ANBU. Uanset hvad der havde gjordt så ondt, at den tid hun var væk fik hende ti lat falde sammen på den måde var det ret alvorligt. Kimikou fattede ikek selv at kvinden var blevet taget i mod med åbne arme da hun returnerede for dengang den sidste kage var her og alle før hende sådanset, så var det en forfærdelig forbrydelse.
"Slut nu?"
Hun kiggede der hvor Ai havde stået og bemærkede dråben. Så hun kunne græde? Kimi havde ikke grædt siden hun var barn.. død og ødelæggelse var en god faktor til at hærde sindet. Derfor havde hun heller ikke andet end one-nighters.

Ai stoppede op et par tage væk fra kontoret og satte sig ned, hun skulle have kontrol over sit sind hvis hun skulle forsætte. Følelser var ikke en shinobi værdige og de var derfor en svaghed der skulle elimineres. Et par velplacerede slag på kinderne fik bragt tankerne lidt på plads, inden hun lod hånden glide henover leens skarpe blad. En betrykkende følelse spredte sig i kroppen, som et varmt minde.
Hun rejste sig roligt op. Hun havde en besked at skulle levere og et fravær at skulle begrunde.
Beskeden var hurtigt aflevering og ikke lang tid efter stod Ai igen ude foran kontorets dør. Hun var stadig på arbejde.

kimi så op da hun mærkede at Ai var på plads udenfor igen og sukkede på ny. Det havde intet med hende at gøre, men på et eller andet tidspunkt måtte hun jo få en ordenlig forklaring på hendes opførsel. Det gik ikke at det muligtvis var noget der kunne bruges mod kvinden i fremtiden eller noget der måske kunen betragtes som forræderi, hvilket det jo i forvejen kunne tolkes som.
"Ai-san, kom her ind..."

Gaaah! Hvorfor var Takayuki ikke på arbejde idag. Så kunne hun bare have udgivet sig for at være ham og sluppet for det her. Hendes humør lå slet ikke til den slags og hun ville med flere længder foretrække at levere en rapport, hvor det hele var indblandet frem for at skulle stå ret og verbalisere det hele foran tsuchikagen. Det havde hun virkelig ikke lyst til, men der var ingen vej udenom.

Hun åbnede roligt døren og trådte ind. Masken sad på sin plads igen og håret han løst ned langs ryggen.
Leen sad ligeledes bagpå hende og udgjorde en dødelig trussel for enhver fjende der kom for tæt på. I dette tilfælde var den dog ikke meget værd.
"Ja Tsuchikage-sama?" Spurgte Ai roligt, mens hun forbandede sig selv for absolut skulle have sagt noget før hun tog afsted.

Kimi ville sikkert have leet hvis hun havde hørt ai's tanker, men af gode grunde var det ikke sådan. Hun ventede til Ai havde lukket døren bag sig før hun vendte sine mildt bekymrede blik mod hende.
"Da jeg nævnte dit fravær blev du fuld af afmagt ogselvom det ikke burde være mig der udspurgte dig om dette bliver jeg nød til at vide hvad du foretog dig mens du var væk. Jeg må vide det for at kunne stole på dig og for at vide om det kunne bruges mod dig i en pinch"
Hun havde udlagt sin sag rimligt objektivt, men hun var medfølene. Der varmange ting hun ikke selv vilel snakke om, men det var noget andet når man ikke havde en rimilig vigtig post og hendes tillid til tvillingerne kunne betyde liv eller død. Nogle kunne bruge hendes mistillid imod hende eller i mod tvillingerne.

Ai stod lidt og overvejede om hun bare kunne sige der ville dukke en rapport op på hendes bord inden hun vågnede i morgen, men det gik nok ikke. Hun ville vide om hun kunne stole på hende, så Ai var nød til at sige det, altså verbalt.
"Kort tid efter jeg blev udnævnt til ANBU mødte jeg en mand..." Ai stoppede kort op. "Nej jeg mødte en ronin fra Kiri no Gakure."
Startede hun. Navnet kunne hun ikke få sig selv til at verbalisere, så hun måtte præcisere det på en anden måde.
"Tidligere medlem af seven swordsmen, men som nu levede som selvstændig ninja, der ledte en gruppe." Med de ord burde det være tydeligt nok. "Min daværende mission afhang af samarbejdet med denne mand, men det udviklede sig." Hun prøvede at holde sig stabil. "Og i en kort periode overvejede jeg at forlade byen og slutte mig til hans gruppe, men denne ide blev dog fjerne samtidig med jeg blev ANBU."
Hun tav inde. tog et par rolige indåndinger og prøvede at finde den bedste måde at formulere sig uden samtidig at skulle høre sin stemme knække sammen. Hun nægtede. Følelser var ikke en ninja værdi, følelser var ikke en ninja værdi. Sætningen stod på repeat i hendes hovede.
"Men jeg var i her blev han dræbt."
Den sidste sætning blev sagt så monotont at den lød helt fremmede for Ai selv, men hvis det var det der var krævet, så var det hvad hun måtte gøre.

Kimi lyttede til Ai og sagde intet mens hun fotalte og forklarede. Hun kunne måske relatere til kærligheden mellem to men hun var ikke helt sikker da hun jo aldrig rigtigt havde haft en hun elskede på den måde, men hun kunne relatere ti lat miste nogen man elskede. Hun havde mistet søskende og et par stykker af dem levede nu som Ronin. da ai havde talt færdig gik hun rundt om skrivebordet så hun stod ved siden af Ai og lagde en hånd på hendes skulder, den var afslappet men alligevel fast, beroligne og trøstende på samme tid.
"jeg er stolt af dig, som Kage og som person, at du står ved dig selv og holder dig til sandheden. Det er gode kvaliteter."
Hun slap hendes skulder efter et lille klem og samlede en stak papire op for at sætte dem på plads i en Reol.
"Jeg sir' dig! da de sagde at jobbet var spændene nævnte de intet om perioder med 70 timers papirnusseri om ugen.."
Sagde hun halv opgivende mens hun puttede dem på plads.
Hun havde skiftet emne for at lage Ai vide at hun ikke behøvede at snakke mere om det og mistilliden var så småt ved at forsvinde.

Ai var tavs, men kunne ikke slappe af. Hendes muskler var anspændte og lod ikke til at falde til ro. Mest af alt havde hun brug for at slippe sin chakra løs i et sådan omfang at hun formodentlig skulle et godt stykke ud af byen for ikke at skade nogle. Det var i situationer som denne man kunne risikere at tentoumeudøvernes bagside kunne træde frem. Ai havde dog aldrig oplevet den før, men kendte rygterne. En teknik der gik amok og dræbte alt liv omkring udøveren og derefter udøveren selv. Et sandt mareridt.

Emneskiftet fik Ai til at slappe en smule af, men hun kunne ikke komme på noget at sige. Hendes tanker omkredsede hendes fortid, der nu fyldte hendes hovede.
"Takayuki har intet med det at gøre. Han ved intet" Var alt hun sagde. Der var ingen grund til at have mistillid til hendes broder. Skønt de sjældent så ud til at komme godt ud af det med hinanden, så respekterede de hinanden og ønskede ikke den anden ondt.