A team of burning snakes

Himlen var dækket af tunge sorte skyer og regnen faldt tungt på den våde slette ikke langt fra Ame Gakure. Så man godt efter ville man kunne skimte byens høje bygninger langt mod øst.
Keiran ænsede dog ikke den silende regn, han sad blot i den sorte kåbe klædt med de røde skyer og betragtede vandet foran ham.
Han havde tabt. skønt han ikke brød sig om at indrømme det, så var han blevet besejret noget så grusomt af manden der kaldte sig Pein. Den mand der ikke engang havde hevet efter vejret da kampen var slut. Det var skræmmende.
Han lukkede kort øjnene bag solbrillernes røde glas og hørte lyden af fodtrin bag sig.
"Domizu?" Spurgte han roligt uden at vende sig om. Det var et par dage siden kampen, og Keiran var igen ved fuld styrke, men det var dagen, hvor han skulle møde sin fremtidige partner. Yukiko havde han ladet blive på afstand, han vidste ikke hvordan deres møde ville gå, så han ville være påpasselig med at have en genin ved sin side. Keiran bar stadig sit pandebånd, men under kampen havde Pein ridset en lang streg henover Oto mærket. Ironisk måtte Keiran indrømme, det tegnede jo ofte på en Ronin, men det var han jo også nu.
han vendte ikke blikket mod skikkelsen bag ham, så alt man kunne se var kåben og det blodrøde hår der klistrede sig til shinobiens nakke. Han vidste ikke meget om sin makker, og havde blot fået navnet at vide. Domizu

Domizu var ikke glad for at have fået en partner, for han havde arbejdet solo længe og tjent en masse penge ved at dræbe ninjaer som stod i bingobogen. Han havde kigget bogen igennem inden han tog afsted mod mødestedet, og på en af de sidste sider fandt han sjovt nok en der hed præcis det samme som sin kommende partner. Imens han havde vandret, havde han spekuleret på om han skulle dræbe partneren for dusøren for den var ret god. Men han blev enig med sig selv i at det kunne vente. Vinden fik hans kåbe til at flagre og de hvide strimler fra hans stråhat bevægede sig konstant, hans arme hang ubevægelig ned langs siden mens han gik, og da han så nogle røde skyer forude, smilte han tilfreds indvendigt. Han hørte partneren udtale hans navn men han svarede ham ikke, han forblev kold og gik videre mod ham. Han stoppede bagved ham og så kort op på solen "Godt du kunne komme til tiden Keiran" Sagde han med en kold og rolig stemme.

Keiran rejste sig roligt op fra den siddende stilling, men beholdt ryggen rettet mod hans partner. Hans ører var dog spændt og chakraen strømmede gennem hans krop i et konstant flow, klar til at springe frem og udøve helvedsrædsler på hans omgivelser.
"Så jeg havde ret" Sagde Keiran roligt og vendte sig langsomt mod hans partner. "Den blodige ninja er altså stadig ikke faldet for ANBU'ernes angreb."
Keirans brugte ordene til at teste manden, han vidste ikke meget om ham, kun at Domizu eftersigende skulle have dræbt en helt klan i en ung alder og han havde en kort beskrivelse af ham fra Keirans senseis gamle bingo bog, som Keiran nu havde arvet. Ifølge den var Domizu kaiton specialist med stort K. S-rang uden tvivl.

Keiran vendte sig roligt rundt og fjernede stråhatten så hans ansigt blev synligt. Han bar ikke sine solbriller og tentoume var tydeligt aktiv. De kulsorte øjne med røde pupiler stirrede direkte mod Domizu.
"Keiran Possum Shakon hvis vi skal være helt præcise." Sagde han og trak smilebåndet ud mod højre side af ansigtet. "Genjutsu specialist med fordele."
En kort præsentation var altid på sin plads. De skulle trodsalt arbejde sammen fra denne dag og frem.

Domizu smilede koldt af hans kommentar. "ANBU, tsk... De har jo ingen chance lige meget hvem de sender efter mig. Jeg syntes faktisk at de håner mig ved kun at sende ANBU teams" Sagde Domizu koldt, da han så Keiran i øjnene, kunne han se at Keirans øjne ikke var helt normale.
Men det ville han ikke spekulere mere på, for han var jo bare en ninja, som Pein åbenbart ville have med i Akatsuki, hvorfor vidste Domizu ikke.
"Domizu Netsu, tai- og ninjutsu specialist, og hvis du generer mig. Bliver det værst for dig selv" Med den bemærkning tog han sin stråhat af, man kunne se at han ikke havde et eneste ar eller nogen form for skader, i forhold til at han var blevet jagtet hele sit liv af andre ninjaer og været i kamp hele tiden.

"Tak du blot for at verden stadig kører let på dig" Sagde Keiran med et smil inden han tilføje en kommentar til Domizus trussel "I øjeblikket tvivler jeg på du så meget som kunne røre mig i en kamp, men lad nu tiden afslørre det."
Keiran rakte hånden frem mod Domizu. "Men hvad med vi lægger de hårde ord til side, hvertfald for nu, og koncentrerer os om vores opgaver i stedet." Foreslog Keiran og lod chakraen forlade øjnene så den sorte farve forsvandt, men pupilerne var stadig lige så røde som før.

Domizu blev fornærmet over hvad han sagde til hans truslen, vidste han ikke men han var? Har han ikke hørt at han dræbte et helt land(næsten), tænk at tro at man er stærkere end Domizu?
Han var mobset, for folk plejer ikke at smile når de ser ham. Men Keiran var ligeglad, han kunne ikke forstå at han havde fået en af de stærkeste akatsuki medlemmer som partner, ihvertfald ifølge ham selv.
men han ville gerne skifte emne "Gav Pein os nogle opgaver?" spurgte han Keiran koldt, for Domizu ville gerne se hvad Keiran kan i kamp.

Keiran trak armen til sig, fyren lod ikke til at ville tage det her på den lette måde, men så måtte det vel være sådan.
"Vi blev sat til at skaffe penge til projekt akatsuki" Sagde keiran roligt og fandt en lille sort bog frem og slog op på et markeret side. "Så jeg regner med vi gør det på hunter-nin maner og starter med en god dusør"
Keirans smil var forsvundet og i stedet var hans alvorlige utryk igen frem.

Efter den information han havde om Domizu var fyren istand til at kæmpe mod mange stærke modstandere på en gang og ville sikkert klare sig bedre end Keiran i en krig, men når det kom til 1 vs. 1, så var der ikke mange der kunne følge med en genjutsu specialist.
Han rakte roligt Domizu bogen så han kunne se hvem der var tale om.

Fyren på billedet var omkring de 30 og skulle efter sigende være en ninja fra Iwa Gakure, der var stukket af for et år siden. Dusøren var forholdsvis høj og virkede som et godt sted for et nyt team at starte ud, blot så de kunne se hinandens evner.
Det var hvertfald Keirans konklusion.

Domizu tog fat i bogen og så på 'offeret' han studerede ham lidt og trak på skulderen, og gav Keiran bogen igen. "Hmm.. Så lad os da få de penge, og så bliver vi nødt til at vælge noget der giver mere, måske en bande eller noget i den stil." Sagde han koldt, for han var træt af at få dusører, han ville snart have noget udfordring, men skulle det gøres måtte det jo gøres, så han tog sin stråhat på igen og begyndte at gå afsted.
Han så sig ikke tilbage, han ventede bare på at Keiran ville komme op til ham, for det var jo trods alt ham der var lederen af teamet ligesom Sasori bestemte over Deidara, da han mødte dem for første gang.

Keiran følte intet behov for at lede gruppen, så han modtog blot bogen og lagde den tilbage i tasken inden han roligt fulgte efter.
Han var dog ikke gået mere end et par skridt før han igen fandt bogen frem og begyndte at bladre rundt i den.
"Hvad med en special jounin fra Konoha som vores næste mål?" Spurgte Keiran roligt mens han betragtede de forskellige muligheder der var i bogen.
Deres mødested var ikke mere end et par timers gang fra stedet kilderne sagde man kunne finde deres mål, så der ville ikke gå lang tid før de kunne sætte deres teamwork på en prøve.
"Ellers er der en gruppe der holder til en dagsrejse syd herfra, men dusøren er ikke engang stor nok til at dække en enkelt ANBU."
Keiran bladrede videre.

Et hvin lød pludseligt og før nogen kunne reagere farede en mindre pige rundt efterfulgt af en rimlig hidsig bisværm der ikke var glade for at hun var kommet til at vældte deres kube ned inde i busken.
"Kei-kei-keiraaaaaan-senseeeeei!"
Hun løb forbi de to halv-mundhuggende mænd med kursen mod søen med bierne lige i hælene på hende.
Hun sprang på hovedet i vandet med bierne der sværmede lige over overfladen hvor hun var sprunget i.
Under vandet stirrede hun op på dem og med blikket fæstnet på dem faldte de en efter en i vandet.
Hun kravlede op på vandoverfladen med chakraen koncentreret i fødderne og stirrede halvmuggent ud i luften inden hun kiggede hen på Keiran og hans partner.
Personligt syntes hun at han skulle have valgt Kimikou, men han ville absolut have en mand og så endda en blind date.. Hvad nu hvis det viste sig at han slet ikek kunne lide ham? spildt! Han kendte jo kun mandens navn intet andet! pfft!
vandet under hende frøs langsomt til en tyk plade is som hun padlede de sidste to meter ind til breden og hoppede af med et skyld betynget udtryk.
"gome ne, Keiran-sensei... jeg ved du sagde jeg skulle blive der til du kaldte.. men men men.. Jeg kan virkeligt ikke lide bier.. de hader mig!"

Domizu fulgte pigen med et skarpt blik, da hun løb forbi dem. Han havde godt kunne mærke nogen, men han havde været ligeglad for han kunne mærke at personen ikke var stærk nok til at kunne skade ham.
Han så på bierne som faldt en efter en, det var da noget af en præcision, Domizu havde bare fyret op for sine flammer så der var stegt insekt, han så koldt over på Keiran, Akatsuki-medlem og have en unge løbende rundt efter sig, hvorfor skulle Domizu altid hænge på nittet "Er det din?" Spurgte han misfornøjet, han gad ikke vente på et svar men begyndte istedet at gå videre "Vi skal videre" Hvorfor kunne Domizu ikke bare have været sammen med en af de andre Akatsuki medlemmer? Pein kunne da godt have lånt ham Konan. Han gik med tunge langsomme skridt afsted mod deres mål, som han bare vil have dræbt så hurtigt som muligt.

Keiran slog øjnene en del op bag solbrillerne da hans kohai kom farende frem med bier i hælene, og var nær faldet bagover af grin. Dog holdt han masken og latteren inde. Det var kun Yukiko der kunne få den slags til at ske, uden tvivl.
"Ja Yukiko er min kohai. Hun følger med os når vi vandrer, men jeg finder hende et sikkert sted når vi kæmper. Så bare rolig, hun går ikke i vejen for vores opgaver" Sagde Keiran til sin partner, mens Yu fik smidt den sidste bi i vandet.
Han mærkede dog tydeligt varmen fra Domizu og smilte fornøjet for sig selv. Fyren kunne virkelig kontrollere sit element.

Han bøjede knæene da Yu kom nærmere og lagde en hånd på hendes hovede, så hun kunne føle et lille tryk oppefra.
"Næste gang burde du heller ikke gå for tæt på deres kube. Folk bliver meget aggresive når fremmede nærmer sig deres hjem, dette gælder også for mennesker. Netop derfor vi ikke længere skal gå for tæt på en af de store Gakurer." Sagde han og rodede kort i hendes hår inden han rettede sig op.
"Men kom nu, vi skal nå langt før dagen går på hæld" Afsluttede Keiran og vendte sig i den retning Domizu allerede var begyndt og gå, hvorefter han med rolige skridt trådte afsted i den lange Akatsuki kåbe. Egentlig utroligt at den ikke gik i vejen for ens bevægelser. Han havde prøvet at løbe i den, og fantastisk nok, så følte han aldrig benene stødte imod det ellers tunge stof. Han havde endnu ikke fundet ud af hvorfor, men agtede at gøre det.

"Forresten Yu - prøv at undgå at lave for mange fodspor. Saml en smule chakra under fødderne når du går, ligesom når du går på vandet." Denne sidste tilføjelse var måske den vigtigste. En simpel teknik, der kunne holde dig på overfladen af løs jord og mudder, så du ikke satte alt for tydelige spor. Dette kunne sænke et ANBU team gevaldigt.

"hmmm, Jeg troede det var fordi vi var eftersøgte? men de ligner godt nok vrede bier når de kommer farende ud af deres byer"
Mumlede hun eftertænksomt og samlede chakra i sine føder og tog et par skridt fremad inden hun så en smule forkert ud i hovedet.
"oi det her er underligt, tror jeg gør det forkert..."
Hun ned og bag sig, men det så rigtigt nok ud, men hendes fødder blev bare over sensitive og hun kunne pludseligt mærke meget mere

((wip))