Ude og spadsere.... not.

En solskins fyldt dag som så mange andre dage. Alt var som i går. Folk der gik i gaderne, folk der købte ting, børn der legede, voksne der snakkede over en omgang sake. Det samme dag ind og dag ud.
Ikke desto mere lod det ikke til at påvirke Takayuki. Efter alle de år i byen, så havde han for længst vænnet sig til det. Han gik for sig selv i hans sædvanlige beklædning (som vist på billedet) og med det røde pandebånd på hans pande. han havde en flaske sake i hånden og drak en smule af gangen. Han havde ikke planer for noget i dag, udover at træne igen. Så medmindre han tilfældigvis skulle støde ind på en han kendte, så ville han nok snart tage hjem for at fortsætte hans årelange træning.
Byen var ret stor og halvfyldt med folk overalt, så der var nok ikke de helt store chancer for at støde ind på en han kendte.

Kimi havde taget flugten fra papirene for at klare hovedet. Der var ikke gået længe fra hun havde Keiran på besøg til han forsvandt fra Oto og blev ronin der. Rygterne havde sagt at han havde joinet Akatsuki, men hun havde ingen håndfaste beviser. Hun vidste generelt ikke hvordan hun skulle tage situationen for Oto pegede diskrete fingre af hende som om det var hende der havde drevet ham til at forlade Oto og enkelte ANBU (der i blandt hendes bedste veninde) gav dem ret... Hun havde da ikke sagt noget der kunne tydes til han skulle smutte, havde hun? De havde jo bare snakket... Snakket om byerne og om hvordan meddeleren altid blev slagtet for noget afsenderen havde gjordt og han havde ikke virket synderligt begejstret for sin egen by... Nej det var ikke hende, det var noget der havde lagt dybere i ham.
Hun vågnede langsomt op af sine tanker da hun blev enig med sig selv i at det ikke var hende der var skyld i det men dem selv og bemærkede hendes ene livvagt. Apropos livvagter... Hvorfor var han ikke på arbejde? Var det en af de dage de havde fri? var det sikkert.
Hun havde ikke forventet så meget pres som hun havde fået ved dette job og det at huske alle små detaljer kunne godt skride i svinget selvom hun nu var langt bedre til at huske det hele nu end hun var da hun startede.

"Kimikou-chaaaan? har du ikke glemt et møde?"
Hendes veninde smilede drillende til den nye Tsuchikage der befippet tog hatten omvendt på for at løbe til et møde.
"SMUKT! Nu er du også blind!"
Kimi bandede lavmælt mens hendes veninde kom hende til undsætning. Kimis kappe havde alt for lange ærmer og det så komisk ud da hun forsøgte at vende hatten med kappen på.
"Jeg driller bare, der er intet møde men din reaktion er fantastisk.."
Kimis dødsblik ramte den kønne kvinde som blot klukkede og fik sat hatten rigtigt.
"til gengæld er du sent på den til mission uddelingen af de nye genins!"
"SHIT!!"
Kimi hoppede og gav mobberen et dask inden hun forsvandt ud af døren...

Kimi smilte ved mindet og betragede manden der nærmede sig. En af to. Tvilingerne gjorde hendes hverdag lidt anderledes, han var en fantastisk sparingspartner og hun havde en fantastisk bagdel. Disse ting havde hun aldrig sagt højt, men de var sande. Ai havde hun ikke snakket ret meget med, men hun havde virket lidt irriterende første gang de mødtes. Takayuki var der i mod ok at arbejde sammen med og så var han faktisk bedre end hende til våben.
De to ANBU havde der ud over også været de to bedste og arbejdede godt sammen så de var selvskreven til dette her job. Hun havde godt nok taget det lidt nært da den tideligere Kage havde sagt hun skulle finde livvagter, men der var ingen vej uden om.
"Konnichiwa, Takayuki-san"

"Konnichiwa, Takayuki-san"
Takayuki gik lidt i hans egne tanker, så han vidste ikke at en bestemt person var lige i nærheden før han hørte hendes stemme.
Kimikou.
Blikket blev rettet direkte hen i den retning hvor stemmen kom fra, og ganske vist var det hende.
Han tog en hurtig slurk sake mens han nærmede sig hende.
"Ser man det. Det er ikke en hverdagssyn at se dem her, Tsuchikage-sama" sagde han. Ikke desto mindre, så var det hele skam sandt. Hun burde egentlig sidde foran hendes skrivebord og udføre en masse papirarbejde, men af og til trængte hun vel til at slappe af.
"Jeg formoder at de trængte til en fridag.. eller er min formodning forkert?" spurgte han.

"overhovedet ikke, den er ret præcis faktisk.."
Hun smilte venligt til ham og strakte sin ryg lidt ud. Nu hun tænkte over det trængte hun i den grad til at strække sig helt ud, men gjorde det ikek lige nu på åben gade. mange ting var hun lige glad med men lige det at strække sig på åben gade kunne godt tages som om at hun var ved at være træt af det hele, ikke lige det signal man ville sende indbyggerene af byen.
"Gætter på du havde brug for det samme? Ai-san er halv muggen over hun er den eneste på vagt i dag."
Hun smilte og kiggede mod administrationsbygningen bag sig, det var fantastisk med lidt luft!

"Ai siger du? Hmm.. jeg kan godt forstå at hun er halv muggen i dag over det.. men er der overhovedet noget hun ikke er i stand til at brokke sig over?" spurgte han. Ai var næsten altid eller altid kold i røven uanset hvad der end sker, så det vil tage meget, meget, meget lang tid at vænne sig til at være sammen med hende. Men som hendes tvillingebror, så kan han godt holde ud at være sammen med hende.
"Men jeg har egentlig ikke noget at lave andet end at træne. Så hvis det er, så kan jeg da godt være i tjeneste i dag" sagde han.
Med en planlagt-løs dag, så havde han ikke noget imod at hoppe i tjeneste i dag. Det ville nok også være det bedste for ham, så Ai ikke vil brokke sig meget mere og tale nedsættende til ham, end at hvis han ikke hoppede i tjeneste resten af dagen.

"Er du helt sikker på det?"
spurgte hun og følte en svag glæde, så kunne hun måske få en træningskamp ud af det, det ville være godt for at koble af.
"Hvis du er helt sikker ville jeg hellere end gerne hive dig med over til træningsområdet et stykke tid"
Hun smilte svagt ved tanken om andet end at tænke på umulige udgaver af formler der skulle udfyldes og manglen på latter i hendes kontor som når Hahamura var hjemme og missionsløs.

Takayuki smilte lidt og svarede "ja, jeg er helt sikker"
Når det var omkring hans arbejde som ANBU, så vidste selv han at han skulle tage det seriøst. Så det gav sig selv at han var sikker.
Men Kimikou lod til at ville noget helt andet, men han tog det ikke tungt. To sværdmestre i træningsområdet gav nærmest sig selv. En sparrings-kamp.
"Træningsområdet siger de.. sparrings-kamp går jeg ud fra. Fint med mig hvis de i så fald kan vente i.. fem-ti minutter på at jeg henter et par ting.. eller bliver det uden?" spurgte han med et lille smil.
Han havde godt nok hans kortsværd med sig i tilfælde af mulige fare, men hans Katana'er lå gemt et sted i hans hjem.

"det er helt fint med mig, skal have hentet mine egne da jeg pt. ikke har andet end min selvtillid som våben."
Hun smilte og vendte om for at gå tilbage af og vidste at Taka boede i samme retning.
"hvad har du fået din delvise fridag til at gå med?"
Spurgte hun høfligt for at vise hun da gik op i hvordan hendes ansatte havde det.

Takayuki smilte lidt. Ja, selvtidlig var et vigtigt våben. "Godt så" sagde han og fulgte så med hende. Hvad angik hendes spørgsmål, så fandt han det logisk at hun spurgte. "Jeg har bare passet mig selv.. og gå denne her tur for at slå lidt af tiden ihjel" svarede han sandfærdigt, og tog en slurk til. Halvtomt.
Han var glad for Kimikou ville have en sparrings-runde med ham. på den måde får han brugt hans muskler, hans krop på en anden måde, end at træne helt for sig selv.
Noget tid efter kom de forbi Takayuki's hjem. "Det tager kun to sekunder" sagde han. Kort efter kom han ud igen med hans katana'er i hånden, låste døren og fulgte så atter engang Kimikou.
Kimikou var kendt for hendes hurtighed og evner med hendes våben. Takayuki var ret stærk i forhold til hende, og bedre til at bruge hans våben. Så det ville nok være en interessant sparrings-kamp.

Kimi stoppede op da Taka gik ind efter sine våben og fortsatte med ham ned af gaden, Ai have allerede at han intet vidste om det og Kimi stolede på det, hvis ikke det var sandt skulle hun nok finde ud af det.
2jeg glæder mig til den dag hvor jeg får brug for at gå en tur for at kvæle noget tid..."
sagde hun med et suk i det hun gik ind i administrationsbygningen med Taka efter sig og åbnede til sit kontor. Hendes våben var mageligt placeret i et skjul lige under skrivebords pladen. Hun tog dem frem og satte dem i bæltet mens hun efterlod sin kagekappe på den dertil indrettede knage sammen med hatten.

Takayuki kunne godt have fundet på at sige noget i stil med "Det bliver vel.. aldrig?" men han gjorde det ikke. Der vil bare være risiko for at få et slag i hovedet hvis Kimikou er sådan, eller hvis Ai pludselig fik af vide at han havde sagt det. Ai er kold i røven over det meste, men hendes vrede viser ingen nåde.. ikke engang overfor hendes egen tvillingebror. Han fulgte med Kikikou ind i administrationsbygningen, ventede udenfor kontordøren, fulgte efter hende da hun kom tilbage. Imellem tiden havde han placeret hans sværdskeder, den ene på venstre side og den anden på højre side. De var nu klar til at tage hen til træningsområdet, og ganske vist gik de så derhenad.

Kimi standsede da de stod ved træningsområdet og åndede ind som om hun endeligt var kommet hjem. Folk stirrede da hun gående og bukkede pænt og eller hastigt for ikke at være uhøflige, men det var meget længe siden folk havde set hende i hendes træningsoutfit, som hun åbenbart havde haft på under kage-kappen. (siggy)
Hun smilte da hun spottede en bar plet der var ideelt til sværdkamp.
"Kom Takayuki-san...."
Hun vinkede opmuntret med hånden og kiggede så lidt spørgende på ham mens de gik mod den frie plads.
"Ville du have meget i mod jeg kaldte dig Taka-san?"

Takayuki lagde mærke til omgivelserne. Deres reaktioner.
Da de var ankommet til træningsområdet og Kimikou sagde [/i]"Kom Takayuki-san...."[/i] så svarede han "kom? Jeg følger allerede efter dem, Tsuchikage-sama" mens han fortsat fulgte med hende.
Han gav hendes ord en del opmærksomhed. Blive kaldt Taka-san af Tsuchikage. men han er jo også hendes livvagt så det forklarer vel en lille del. "Nej.. nej, det har jeg ikke imod" sagde han med en lille smil på læben.