The 'peace keeper's visit (I)

kimikou stod ved indgangen af byen og ventede på nogle ANBU's og self. Keiran, hun havde faktisk mødt keiran en gang efter episoden ved baren og havde holdt ham til sit løfte. Det at en Otonin ville komme på besøg var stadigt en hemmelighed, men som altid havde rygterne spredt sig som løbeild. Folk kontemplerede at hun var forelsket i denne forbudte nin, og hendes unge hjerte ikke kunne bære at de to nationer skulle være fjender længere og derfor havde bedt fyren der havde stjålet hendes hjerte, om at komme og aflevere det igen med en freds traktat. Kimikou havde stirret fuldkommen chokeret på den Ninja der havde givet det rygte videre mens denne havde klukket og prustet af grin under hele fremlæggelsen. Det var selvfølgeligt Kimis ældste ven, en ANBU i hendes gruppe, de havde været bedste venner siden de gik ud af akadamiet og hun holdte af Hanamura, men liiige den dag havde hun lyst til at give hende nogle høvl for at more sig lidt for meget på bekostning af Kimi.
Hun var klædt pænt på og hendes atributter blev fremhævet pænt med en kort kjole, tydeligt til fest, et par høje hæle og håret sat pænt op, en taske ved sin side og ellers en make-up der passede til den sorte sag hun bar (smokey eyes og mascara plus en læbestift men ikke den voldsomme krigsmaling, blot nok til at fremhæve asigtet en smule, hvilket lykkeds umådeligt godt). Lige nu udstrålede hun dog autoritet, mest fordi hun stadigt var tsuchikage og fordi situationen bød det. Et par nins havde meldt tilbage at der skete ting og sager i Fire og det havde trukket hende ud fra hendes kontor, folk var forbavsede over hun var klædt på til fest i en meget fremhævende sag men forsøgte at holde fokus.
Hun havde derfor sagt til sig selv at hun lige så godt kunne vente på Keiran her når hun alligevel var blevet hevet udenfor til Kage-sager igen.
*typisk, ikke et sekundts stilhed.. I går var der ikke en skid og self i dag...*
Hun kiggede på sit ur og sukkede lavmælt, hvis ikke de nins snart kom og rapporterede kunne de risikere at skulle forstyrre når hun havde trukket Keiran i gaden. Hun havde sagt at han nok skulle tage fest tøj med da de bare de skulle på krævede at folk var pænt klædt på og ikke havde arbejds tøj på, men hun var nu ikke i tvivl om at han godt kunne finde ud af det eller få hjælp af en der kunne.

Dresscode. Non-ninja... Egentlig simpelt nok, masser af muligheder, han kunne selv vælge farve og stil så længe han ikke bare sine våben og sin gasmaske, men problemet var bare. han havde ikke sådan noget tøj. Alt han ejede, ejede han fordi det skulle støtte hans shinobi liv. Han havde aldrig festet og besad derfor ikke tøj til det. Netop derfor havde han fået støtte af sin rumbo. Den 11 årige Yukiko Kurama. Sammen var det gået på "shopping", for hun skulle også selv have nyt tøj.
Dette resulterede i et sæt tøj, som Keiran ellers aldrig ville have købt. Et par tætsiddende jeans med et bredt sort bælte, en lang sort skjorte, som han tog en grå vest udenover og bandt et hvidt slips om halsen. På hovedet fik han en hat og som prikken over i'et, så blev hans hår også fixet til lejligheden.
Til gengæld betalte han for både hans egent og Yukikos tøj. han var trodsalt blevet hendes værge.
Inden han tog afsted fra oto Gakure greb han dog en stor tyk kåbe og svang den rundt om sig. Der var nået af en vej til Iwa Gakure, og det var sikkere at bevæge sig i skjul.

Da han nærmede sig iwa Gakure fjernede han hætten og placerede fint hatten på hovedet. Han blev hurtigt stoppet af ANBU, der var kommet for at tage imod ham. Han var jo Oto nin og ikke til at stole på, så hvem vidste om han ville smide et bare explosionenstags hvis han fik lov at gå alene.
Det var tydeligt at se Keirans foragt for de maskeklædte væsner og lysten til at flå hovederne af dem og sætte dem på spid blev større for hvert skridt, men han måtte dog berolige sig selv med at han var her i et venligsindet formål og de blot passede deres nyttesløse arbejde.
En var sprunget i forvejen for at informere tsuchikagen.

Fra Oto havde Keiran ikke hørt det store, de havde accepteret hans ønske om to fridage (han havde trodsalt snart sparet et par måneder sammen), og havde derfor ikke stillet spørgsmål. Hvertfald ikke nogen Keiran var tvunget til at besvare, hvilket var grunden til hans tilstedeværelse kun var kendt for Iwa Gakure... Og så lige Yukiko.

"Kimi-cha~"
ANBU'en blev afbrudt af et bidende blik og Hanamura ændrede det hastigt i det andre dukkede op.
"Hotaru-sama, din... 'gæst' er på vej"
Kimi vidste godt at Hanamura var hendes bedste veninde, men det betød ikke at hun ikke stadigt var vred på hende da hun først grinte og bagefter blev umådeligt vred over at det var sandt at Kimi havde inviteret en Otonin på besøg, men at Hana udemærket vidste at hun hellere ville bolle med Hana end med keiran. hun havde ikke sagt mere men sendt Hana på opgave, dels fordi hun var vred over den måde Hana havde overreageret på men også fordi der var mere presserende sager.
"Min 'gæst' har et navn og han er ikke fjendtlig i dag og er desuden under min beskyttelse når han befinder sig her på sit visit som enhver anden af mine gæster er!"
Hun mindede folk om at hun så med strenge øjne på folk der blev ved med at være mugne over besøget og på samme tid mindede om at hun udemærket vidste at hendes anden gæst ikke blev pænt behandlet og sikkert ville få vedkomne kaldt ind på et tidspunkt.
En af ANBU'erne krympede sig.
"Nå smut med jer! i har andre ting at foretage jer end at fise i hælene på en enkelt lille Jounin fra Oto.."
Hun viftede med en hånd og de smuttede en smule usikre. Hana stod tilbage med et fast blik på Kimi.
"RinRin, jeg ved du er sur, men du ved også at Otonins ikke er til at stole på, deres rygt.."
Hun så stift på Hana.
"Du burde være den sidste til den slags anklagelser Hana-chan, du var ikke ligefrem en mønster elev og havde et værer rygte end Oto's ninjaer.."
Kimi sagde ikke mere og Hana sænkede sit blik.
"Ja, Tsuchikage-sama.. det ved jeg..."
hun bukkede inden hun også forsvandt og Kimi vendte blikket mod indgangen igen med et smil der langsomt bredte sig ved syet af sin gæst.

Keiran betragtede roligt hvordan folk forsvandt i takt med han nærmede sig stedet. Det var tydeligt at de var blevet sendt væk mod deres vilje og enhver shinobi der forsvandt derfra vendte sin maske mod knægten. 18, mere var han ikke, men alligevel i stand til at tage de fleste af dem ud 1 vs. 1. Han var dog ikke fjendligt indstillet og hans "tøj" tillod ham heller ikke at gå i de voldsomme kampe. Han ville nødigt ødelægge skjorten, den havde været dyr.

"Man føler sig næsten som man selv bliver tsuchikage når der er så mange ANBU'er der sværmer om en." Lød det fra Keiran da han var indenfor Kimi's hørevidde.
Da han kom helt tæt på lavede han et let og elegant buk for hende. "Hvordan holder du det ud?"
Det skæve smil afslørrede han intet ondt mente med sine kommentare, det var som han forventede det ville være. Oto-nins rygte var værre end det burde... Og dog, nogle af dem trængte faktisk til at værre rygte.
Kåben han bar var uden ærmer, så for at få den af skød hans hånd op ved halsen og skubbede lynlåsen ned, så kåben faldt tom til jorden og afslørrede hans påklædning.
"Men herligt at se dig igen Kimikou-san, eller foretrækker du tsuchikage-sama i aften?" Hans toneleje var drillende, men ikke noget der skulle tages alvorligt, stemningen skulle blot blødes lidt op. ANBU havde en forfærdenlig mani med at gøre altid så alvorligt.

Kimi smilte skævt og var glad for Keiran ikke var helt så stiv i pudset som hun frygtede, han var pænt klædt på og alligevel smart. Det overaskede hende lidt, hvem havde dog hjulpet ham?
"Man vænder sig til det, det tager tid men man vænder sig til det, det bliver man nød til ellers bliver man sindsyg. Det overasker mig faktisk at alle Kager før mig, i de andre nationer også, blev så gamle. Deres sikkerhed var selvfølgeligt i top, men mange gange er selvmord faktisk meget tiltalende, specielt når man ser hvad stablen af papire bliver til i løbet af 3 dage.."
Hun klukkede muntert og smilte imøde kommende til Keiran.
"Og skønt at se dig igen også, men du behøver ikke være så formel Keiran-san, normalt bliver jeg kaldt -sama, men -san ville være godt til en forandring, så føltes det ikke så formelt."
Hun kunne ikke helt holde spørgsmålet tilbage længere og måtte simpelthen spørge.
"hvordan fik du dog sat det sæt tøj sammen? undskyld jeg påpeger det, men du virkede ikke som typen der gjorde noget som helst der var urelavant for en shinobi, hvilket det at feste jo er"

Keiran kunne ikke lade være at grine af ideen over de stakker papir der kom efter 3 dage. Det måtte være et mareridt, når man tog på mission vidste man at det hårdeste arbejde ikke var det S der stod efter rangen, men at løfte den bunke papir der lå på kontoret når man vendte tilbage.
Hendes spørgsmål om hans påklædning fik hans højre hånd om i nakken, hvor den kløede det ikke-kløende punkt.
"Min 11-årige lærling og bofælle" Sagde han og kunne ikke lade være at smile ved tanken. Tøsen vidste mere om den slags end han selv gjorde. "Og hvis jeg selv skal sige det. En kunoichi der vil blive noget stort en dag."

Han kastede derefter et hurtigt blik på omgivelserne. Der var stadig et par stykker i nærheden, han kunne høre dem.
"Men siden jeg er ny i byen, regner jeg med du ved hvor vi bevæger os i retning af?" Lød det spørgende. Han havde prøvet at infiltrere Konoha Gakure, men Iwa Gakure holdt han sig altid i en god afstand af, det var det sikreste. (selv om hans dusør her ikke var i nærheden af den man kunne få i Konoha)

"Bofælle i dne unge alder? overaskende, den type virkede du heller ikke som, hehe mange overaskende aspekter ved dig må jeg sige"
Hun smilte oprigtigt overasket ved den besked, hun havde regnet med en kæreste eller en anden kvinde, men et barn?
"Og meget god sans for mode og kropsform, specielt til den alder."
Hun gjorde en håndbevægelse for at få ham til at følge med, ikek kommanderene eller charmerende, men elegant og venligt.
"Jeg kan godt mærke dig Hanamura-san, og jer andre, pil af! i har MANGE andre missioner der vanker hvis ikke i får begyndt.."
Dette blev sagt ud i luften, men de forduftede efter lidt tøven.
"tsk.. man kan ikke have besøg uden alle slår knude på sig selv. Denne vej"
tilføjede hun muntert og drejede ned af en gade med store velholdte huse i flere etager med broer hen over hovederne på dem. Det var shopping gaden med caféer og bare blandet ind i mængden og da de drejede igen kom de ind blandt nogle dyrer butikker med samme sammensurium af caféer og bare indtil de nåede et sted med en kø af folk klædt pænt på som dem selv, et blik fra dørmanden og han åbnede straks døren for dem.
"Tak Kaoru-san"
hun smilte venligt til manden, han så ud til at være ældre end hende, en del endda for hans hår var gråsprængt.
"Så lidt Tsuchikage-sama"
De trådte ind gennem døren og kom ind i en club der så rimlig eksklusiv ud. Men der var dansene på gulvet, folk i lounge områder med sofaer og stole og folk i baren. Kimi førte an hen til et af lounge områderne der var placeret godt og satte sin taske fra sig der.
"ahhh længe siden jeg var her sidst! det r der ikke rigtigt tid til mere!"
Hun smilte til Keiran der så ud til han lige skulle komme sig over den drønene musik og vilde lys på dansegulvet i den enorme club.
Hun satte sig i en af de 3 magelige sofaer der var placeret i en hestesko omkring et lille sofabord til at stille glassene på.
"Tag bare plads, der kommer nogen om ti sekundter og tager imod bestilling."

Da døren blev åbnet var Keiran nærmest blevet slået tilbage af den voldsomme bass, der sprang mod hans trommehinder og blev forstærket af chakraen, der helt naturligt lå deroppe.
Det var helt tydeligt hvordan det nærmest gjorde ondt på ham et øjeblik inden han modvilligt trak sin chakra tilbage.
Dette ville være det mest oplagte tidspunkt for en ANBU at angribe. Uden sine ører var han som en mand uden briller.
Brillerne havde han dog, så lyset var ikke så slemt og han fulgte roligt med Kimi, mens han rent instinktivt prøvede at analysere lokalet. Nogle vaner kom man sjældent igennem. Det så dyrt ud, men havde dog en charme han ikke havde set i Oto Gakure. Der var jo bare de almindelige værtshuse, hvor folk drak og sloges når de blev for fulde. Dette var anderledes.
Han smed sig til rette i stolen ved siden af Kimi.
"Dette er noget man ikke ser i Oto" Lød det fra ham da blikket faldt på personen der kom efter bestillingerne. Han lod Kimi vælge først. Hun kendte stedet bedre end ham.

"virkelig? jeg troede i også havde clubber der?"
Hun så næsten forbavset på Keiran og havde mærket hvordan han hastigt havde trukket sin chakra til sig da de kom her ind, hun havde gjordt det samme, eller rettere hun behøvede ikke at booste sine sanser længere for hun havde trænet dem godt og hvis hun gjorde var hun på mission. I hverdagen var den 6. instinktive sans meget god.
"Åh, jeg tager, lad mig se..."
Hun kiggede i drikskortet.
"Piña Colada, den er fantastisk god.."
hun smilte og rakte kortet videre til Keiran.

Keiran tog imod kortet og kastede et hurtigt blik ned af den. Driksene passede ikke til dem man normalt så på værtshusene i Oto. Sagt med andre ord, han kunne lige så godt læse det på koreansk.
"Jeg tager dig på ordet." Sagde han og rakte drikskortet tilbage til servitricen. "Jeg tager det samme og vi følger den nye tradition med at jeg giver første runde." Sagde han og rakte pengene med det samme. han hadede når man skulle vente med den slags. han ville helst betale med det samme, så det var overstået.

Han vendte sig roligt mod Kimi da servitricen var gået sin vej.
"Nej Oto Gakure har kun værtshuse, og ikke af den positive slags" Han lod blikket glide rundt i lokalet. "Dette har de simpelthen ikke økonomien til. Byens ledelse sidder på stort set hele den økonimiske magt, og de bryder sig ikke om at dele."
Selv om det ikke var meningen, var samtalen drejet ind på noget politisk, dog ikke noget det var meningen Kimikou skulle tage sig af, men noget de blot skulle snakke om som to helt almindelige mennesker.
Keirans holdninger lå i skarp modstrid til Oto Gakures holdninger, rent generalt, hvilket formodentlig var grunden til han ikke var blevet ANBU, selv om hans evner som tracker overgik de fleste ANBU'er og special jounins. Han kunne trodsalt se folks rute lang tid efter de havde forladt den.

"det var da en skam.."
Sagde hun og så faktisk en smule skuffet ud ved tanken om det.
"Det er ellers denne slags klubber der gjorde at jeg fik sådan et netværk af venner, kunne sikkert gøre det samme i oto"
Hun huskede kun alt for godt hvor nervøs hun havde været da hun fandt ud af at mænd ikke tændte hende og troede hun var forkert i hovedet. Men blot tanken om at være med en mand afskyede hun og klubberne havde hjulpet hende til at finde andre kvinder som hende, men det var nok værer for en mand, havde hun tænkt. Mænd skulle jo være maskuline og det var mere eller mindre accepteret og hot hos de fleste når to kvinder kyssede.
Hun så at servitricen kom tilbage med deres drinks og tog glad i mod sin, det var øjensynligt den samme som hun fik på baren. Hvid med en ananas skive på kanten, forskellen var størrelsen på glasset, dette var større og en typisk longdrink..
"skål"
sagde hun og løftede sit glad mod Keiran med et venligt smil.
"Det med at sidde tungt på pengene kan godt gå hen og blive et problem, modsat hvis man ikke gør. Utrolig fin grænse der er og man skal så vidt muligt prøve at ændre ind i mellem.. En ting man hurtigt lære når man bliver Kage.."

Keiran tog imod drikken og førte den hurtigt op til næsen. Den duftede godt. Stærk, men god.
"Du skal være velkommen til at gøre det, tror gerne på sådan en kunen tjene sig selv hjem, hvis først den åbnede." Sagde han til det første inden hun skålede.
Han løftede lydigt glasset mod hendes, mens han tilføjede en ekstra lille kommentar til hendes økonomiske tale. "Det skal jeg nok huske når den tid kommer" Sagde han med et helt tydeligt smil inden han smagte på den kokosfyldte drink.
Den smagte som den lugtede. Stærk, men god. Det var formodentlig den bedste forklaring han kunne kommme med, hvis han engang skulle beskrive den.
"Men det er altså her du har tillært dig din særlige 'evne'" Sagde han og påpegede hendes evne til at drikke utrolige mængder uden at blive påvirket af de sansedæmpende stoffer.

Bassen var stadig hård for knægtens øre. Selv uden chakratilførsel overgik hans hørelse stort set alle i lokalet, så han måtte sætte en modsat virkning igang og lagde en dæmpende chakra på sine sanser, hvertfald indtil han vænnede sig til det.
Musikken klagede han dog ikke over. Den var fed nok.

kimi smilte og tog selv en slurk. Den var frisk med en eftersmag af kokos, mmmmmh.
"mon ikke Orochimaru-san ville blive lidt knotten?"
hun klukkede ved tanken om den gamle sjover der opdager at Tsuchikagen åbnede en natklub i hans by.
Hun så lidt på Keiran da han spurgte til hendes specielle evne.
"Den fik jeg faktisk hjælp til i Konoha, drak om kap med en der havde nogle ret weirde moves."
hun smilte ved mindet, det var længe siden hun var vågnet op med sådan en tømmermænd.
"Og selvfølgeligt havde jeg også øvet mig. Det hændte ofte at man blev revet ud af fester osv. for at skulle på haste mission."
hun klukkede.
"Mere end ofte, ikke synderligt nemt at komme fra en våd fest til alvorlig mission, men vi klarede det da."
Hun huskede tydeligt første gang det var sket, de havde nær fejlet voldsomt, men af en eler anden grund lykkeds det alligevel Kimi at fange forbryderen, livet som ANBU var hårde end man troede.

Weirdo moves? Keiran fik en ufattelig lyst til at vise et lille trick efter at have hørt den kommentar.
"Orochimaru-sama ville nok blive sur, men han er der jo aldrig mere. Han er for jaget til at kunne slå sig ned i sin egen hjemby" Lød det fra Keiran, mens han snurrede væsken rundt i glasset
"Og apropro weirdo moves, så har jeg min egen lille kunst til den slags" Sagde han og så på Kimikou. "Er du med på en lille tryllekunst?"
Han satte roligt glasset mellem dem, mens smilet spillede henover hans læber. Dette var en teknik han havde lært for ikke så lang tid siden. Yderst effektiv i besværlige situationer, men den fungerede vel også fint som et trylletrick. Og med den mængde væske der var i glasset, ville selv en uchiha have svært ved at gennemskue den sande effekt, men på den anden side så betød det ikke det store om Kimi kendte til teknikken. Han tvivlede lige nu på de ville falde i kamp, men hvis det skete, så var det nok ikke den teknik han brugte.

"hvorfor kke?"
Hun satte glasset fra sig og lænede sig lidt frem og hvilede albuerne på knæene for at være mere opmærksom på keiran.
"hvad går den ud på?"
spurgte hun så og lød faktisk en smule ivrig, endeligt noget spændene ud over stjålne blikke, det irriterede hende en smule at hun nu sad så højt, for så var alle for bange for at ligge an på hende og det blev derfor aldrig mere end private fester hvor hun alligevel endte alene der hjemme, med mindre hun tog andre steder hen, fx konoha osv. Det var dog begrænset hvor hun kunne tage hen uden at blive genkendt nu om dage, da hun mere eller mindre var til at genkende, et billede havde nemlig fulgt hendes navn efter noget tid og det ødelagde scorings mulighederne i de store byer en hel del og måske kun en smule mindre i de små.

"Med en finger kan jeg tømme glasset" Sagde han og stregte sin pegefinger ud, så den pegede op i loftet.
"Og resten kan du selv få at se"
Sagde han med et skævt smil og rettede en smule på hatten før han lagde fingeren på glassets kant.
Chakraen skød øjeblikkeligt ud i hånden og han dyppede langsomt fingeren i væsken.
Samme øjeblik, som fingeren rørte den hvide drik sank vandstanden og fingeren fulgte langsomt efter indtil han trykkede den mod bunden.
Den lange skjorte skjulte, hvad der ellers ville have lignet en orm der kravlede hen under hans hud. Den gik hurtigt fra den ene hånd til den anden.
"Men siden jeg er tørstig må vi heller fylde det igen." Løftede hurtigt fingeren og satte den anden pegefinger på glassets bund, og straks steg vandstanden indtil glasset var helt fyldt.
Med en elegant bevægelse slog han hånden henover glasset.
"Og sådan kan jeg drikke dig under bordet." Sagde han med et skævt smil. At indtage alkohol på den måde påvirkede ham ikke spor, ud over at pumpe hans muskler til det ekstreme, og han var i stand til at indtage mere end der kunne være i den almindelige menneskekrop kunne indenholde. "Men ville nok kræve mere end en enkelt månedsløn." Igen bandt han en lille kommentar til hendes evne til ekstrem alkoholsindtag.

Kimi så en smule imponeret ud og klukkede da han fyldte glasset igen med den anden finger og smilte skævt.
"det ville næsten være snyd, har ikke regnet ud hvordan den fungere, men virker ikke til den kommer noget nær din mave, men månedslønen er sikkert rigtigt nok"
Hun havde bemærket at han ofte talte om hvor meget hun kunne indeholde og stadigt løbe lige. Hun havde dog svært ved at finde ud af om det var fordi han var imponeret eller fandt det usmageligt, kunne sagtens være begge dele eller en blanding. De fleste i byen anede ikke at hun kunne drikke og stadigt være klar i hovedet, men det var også yderst sjældent at hun drak, med mindre det var en middags fest eller lign. Til disse fandt folk det sjovt om de kunne gøre hende fuld for at se hvad der ville ske.. De gik ofte selv under bordet først, de små pus.
"hvis du ikke har noget imod man spørger, hvor gammel er du?"
spurgt ehun med et skævt smil, han så ung ud men var lige så moden som en gammel mand.. Sær kombi, men hvis hun selv var seriøs virkede hun også meget ældre.

"Kunne sagtens fortælle om den, men der er for mange sarte øre omkring os" Sagde Keiran med et skævt smil. Selv her kunne han ikke frit fortælle om sine evner. Selv i Oto Gakure prøvede han at holde sine særlige kræfter skjult for omverdenen. Hvis hans Tentoume blev afslørret ville det sikkert skabe ham en del problemer, som han ikke ønskede at skulle støde på. Tentoume var trodsalt en officielt næsten uddød teknik og hvis de blev opdaget i Oto Gakure ville han sikkert miste det ene øje til Kabuto og videnskaben.
"Er blot 18, men når man lever uden familie er man nød til at vokse op hurtigere end resten af verdenen." Sagde Keiran og løftede glasset til en skål. Han drak roligt.
"Men lyder ikke til du har ladet mig undersøge? Jeg er overrasket" han var ærlig. At lade en fremmed shinobi ind i byen uden at lave en fyldsgørende undersøgelse af personen. Keiran kunne ikke selv finde på den slags, men på den anden side. Hendes ANBU'er havde sikkert gjort det for hende... Sikkert også derfor de ikke brød sig om ham. Han var trodsalt kendt for ikke at lade hverken hunternins eller ANBU forlade pladsen i live.

Han kunne dog ikke tjekke om der var anbuer i lokalet nu, hans ører var svækkede i larmen og tentoume ville være nærmest umulig i den folkemængde. Skjulte de sig på dansegulvet ville deres chakra blande sig med de civile og derved skjule dem. Han følte dog heller ingen trang til at tjekke. Ønskede de ham fanget var det intet problem, deres kage var trodsalt i en afstand der kunne slå ham ud hvert splitsekund det skulle være, så at bekymre sig om det ville blot være spild af energi.

"haha, ikke undersøge dig? hvorfor skulle jeg dog det når mindst halvdelen af byens nin's gjorde det da de fik afvide du kom på besøg? De er alt for ivrige med at fortælle hvor forfærdelig Otonins er og hvor forfærdeligt det er at du er på besøg."
Hun rystede på hovedet af dem og deres udbrud på hendes kontor. Dog havde hun da læst det vigtigste, og alder var ikke det vigtigste.
"Men du skal ikke tage dig for meget af hvad de render rundt og siger. Halvdelen er blot rygter"
Hun smilte skævt til Keiran og var et elelr andet sted lykkelig for at han ikke var har for at aflive, elelr forsøge at aflive hende. Det var så sjældent man fandt nogen at snakke med som ikke flippede over hendes rang.

Keiran smilte skævt. "Så du har vel snart ikke hørt om andet siden beskeden blev sendt ud?" Gættede Keiran der stadig sad med det skæve smil, som dog kun var halvt ægte. Rygter og fordomme var trodsalt ikke helt ved siden af. Han havde trodsalt optrådt som den koldblodige morder man anså Oto Gakure for, men hvad de glemte var blot, at de gjorde nøjagtig det samme! Forskellen var bare at de var i flertallet og brød der krig ud ville de altid stå som de gode, og det var et faktum Keiran ikke brød sig om. I stedet prøvede han at lære ikke at tage det for tungt og ignorere andres holdninger, som en rigtig ninja burde.

"Sandt, vi gør blot hvad alle andre gør. Vores missioner er ikke så forskellige" Sagde Keiran og tømte derefter halvdelen af glasset i et par kraftige slurke. "Og ordsproget siger jo, er beskeden dårlig, dræb da ikke budbringeren, men afsenderen." Tilføjede Keiran og lænte sig tilbage. Personligt ville han ikke have det mindste imod at Oto Gakures ledelse faldt døde om på stedet. Det ville sikkert ændre en del, hvis der endelig kom en ordenlig ledelse til at styre byen, frem for sadistiske idioter.

Kimi smilte trist og tog en slurk af sin drink og satte den på bordet med en mine der ikke lignede hende, hun så fortrydelig ud og pludseligt 30 år ældre.
"Du har fuldstændigt ret, jeg forstår ikke folks hjerner, kan de dog ikke se at had bare føre til mere had og at hævn bare hiver mere hævn med sig? De må da kunne se sagen fra den anden side og se at de har forårsaget lige så meget sorg som der er blevet påført dem! jeg håber jeg kan starte en god freds periode, bare uforsvarligt svært med de gamle traditionsbundne knarker der ikke fatter at det er dem selv der skaber spliden.."
Hun smilte og så op da han nævnte meddeleren og afsenderen og klukkede lavmælt.
"Havde det på samme måde da jeg rendte erinder for den gamle Tsuchikage her, men desværre er det altid Meddeleren der får hugget, fandends uretfærdigt egenligt, når jeg nu tænker over det."

"Trist at de ikke ønsker at se det gode længere. For meget ondt er sket til de tør se efter en lysere fremtid, men på den anden side. Vi havde formodentlig gjort det samme hvis vi havde oplevet de store ninjakrige på samme måde som de ældste" sagde Keiran roligt og lod vægten glide godt tilbage i sæddet. Det snurrede en smule i hans hovede efter de voldsomme mundfulde fra før, så der skulle lige gå lidt før han drak videre.
"Men det er desværre blevet en del af budbringerens job at tage huggene. En del af vores opgave er jo også at beskytte afsenderen."