Precious

Solen havde lige nået sit højeste punkt på himlen da en ung skikkelse trådte frem fra skovens mørke. Hans hår var røde som hans øjne, men alligevel bar hans hud en sund kulør. Tøjet bestod af en tætsiddende nettrøje dækket over med en løs grå t-shirt og et par løse bukser. Kampdragten var blevet skadet i træningen, så han havde været nød til at skifte til noget andet.
Pandebåndet havde han dog stadig på.

Han trådte roligt frem og kastede et kort blik på de mange bygninger, han skulle hente en sending ædelstene til en rigmand fra Oto Gakure. Ikke noget særligt og der havde ikke været advarsler om fjendlige ninjaer, så det var kort sagt en mission der skulle lade ham slappe af så han kunne vende tilbage med fuld kraft.

Keiran gik roligt hen til huset der var beskrevet i missionen og forsvandt ind i mørket.
Da han kom ud havde han en mørkeblå pose hængende ved hoften. I den var et utal af små ædelsten og en stor. Keiran havde været ret så overrasket da han så den, men det gav ham også en forståelse for hvorfor manden havde fået ninjaer til at hente den. Det var trodsalt en dyr erfære, men med så stor en ædelsten kunne man ikke være for forsigtig.

Han var dog stadig tidligt på den, så i stedet for at begive sig på vej mod Oto Gakure gik han over på den nærliggende bar. Det kunne jo være der skete noget interessant heromkring.

Rin sad på baren, for en gangs skyld var hun ikke i sin hjemby og det var en smule underligt.
Hun sad med en havlstærk drink og uden en eneste form for mærke der gav en tilhørsforhold til en bestemt by. Hun sad i sit udfordrende tøj, en stumpe top og neder del med en meget høj slis i begge sider.

Hendes S-rank mission var egenligt ovre, men den havde åbnet hendes øjne og sad derfor og nød drinks da hun alligevel skulle overnatte et par gange inden hun kunne tage hjem alligevel og nød at betragte folk i stilhed ved baren.
En rødhåret kom ind, hun bemærkede ham kun fordi hans hår næsten lyste op i den ellers brunlige sorte masse der normalt var over alt.

Han kunne mærke trætheden var begyndt at prikke til ham, så han var nød til at få fat i noget opkvikkende før han begav sig videre, netop af den grund gik han direkte til baren og gjorde tegn til en hård, som han hurtigt fik bragt.
Indenbords røg den og han kunne allerede mærke varmen sprede sig i kroppen. Alkohol var en af shinobiens synder, men man kunne ikke komme udenom at den også havde sine gavnlige virkninger.

han gjorde derfor tegn til at få et lille bæger med sake og glas så han havde noget til den næste tid.
Pengene blev lagt på bordet inden han kiggede sig omkring i baren.
Der var ikke synderlig mange mennesker og de fleste sad nogle stykker sammen og talte højlydt. Kun en sad alene. En kvinde med langt mørkt hår, hendes tøj var... let og tydeligvis en udfordring for de fleste ikke at kigge lidt for længe på.

Rin bemærkede nogle øjne på sig og kiggede mod vedkommende. Det var den rødhårede igen, hun smilede til ham da hun så han betragtede hende.
Hun downede sit shot og bad om et nyt. Det var ikke ofte man kunne være inconspicuous og slå sig lidt ud, måske man skulle finde et passende dansested og more sig inden man bliv vidt kendt?
Hun bestilte et par shots mere og downede den ene med et tilfredst smil og lod blikket glide rundt i baren efter et passende emne at tale med.

Keiran så ud af øjenkrogen hvordan hun hurtigt gjorde kål på endnu et shot, og bemærkede ligeledes de tomme glas der hobede sig op omkring hende.
"Hvis ikke jeg kunne lugte alkoholen ville jeg have sværget på du drak vand" Lød det pludselig fra Keiran inden han vendte sig rundt mod kvinden.
Han hældte roligt et glas op og løftede det til en skål med hende.
"Jeg har trodsalt set større mænd gå under af mindre" Sandt nok. Det var ikke et sjældent syn i Oto Gakure at se folk ligge i rendestenen og sove rusen ud, ofte med et flaske i hånden at forsætte på næste morgen, alligevel havde han svært ved at tro de kunne klare samme mængde, som der lå foran hende.

Hun smilede til fyren der talte til hende. Oto, nå ja det var jo ikke nødvendigtvis hans skyld, man valgte jo aldrig selv hvilken by man blev født i og man holdte automatisk af byen man voksede op i.
"Tager det som et kompliment så"
Hun løftede ligeledes et glas som ham og slugte indholdet hvorefter hun vendte bunden i vejret på glasset som med de andre og smækkede den i bordet ved siden af de andre.
"Og det kræver også en smule øvelse"
hun havde en okay udholdenhed og dertil også en del træning i det, hun var jo stadigt ung og derfor var fest-weekenderne ikke helt glemt endnu. Nøøj hvor havde hun festet en del egenligt. Hun blev enig med sig selv om at hun bare måtte videre på et diskotek eller lignene når de åbnede om en times tid eller to.

Keiran tømte ligeledes sit glas inden han fyldte det igen med den klare væske.
"Det var det skam også ment som" Sagde han og satte sig til rette på barstolen. Varmen havde bredt sig i kroppen sammen med den behagelige følelse af frihed, der altid havde fulgt med de bedøvende væsker.
Han havde ingen planer om at blive fuld, han bar trodsalt rundt på flere penge end han nogensinde ville tjene. Ikke at han havde problemer med penge, jouninposten gav en god løn og han var skam fuldt ud tilfreds med hvordan det forløb. Hans hjem manglede heller ikke noget, så han kunne ikke se hvad han skulle bruge flere penge til. For mange penge er ikke en god ting. Det havde han altid lært og derfor ville han holde sig til den tilværelse han kendte.

*Du ligner en på en opgave*
Tænkte hun en smule eftertænksomt eftersom han både havde headprotector og udstyr med, Shinobi's der havde fri gik normalt ikke med så meget udstyr, normalt en kunai eller sådan noget gemt alt efter hvor længe de havde været shinobi, en side-effect man normalt begyndte at lide af; forfølgelses vanvid og paronoia.
"hvad bringer dig på disse kanter?"
Spurgte hun konverserende og følte selv at hun havde fået varmen af de shots hun havde hældt i sig, hvis hun drak flere af de shots ville hun være under bordet inden hun fik danset, ikke synderligt tiltrækkende i hendes tanker i alt fald

"fandt lidt tid til overs og havde brug for at slippe lidt væk." Svarede Keiran og lagde albuen mod bordet for at kunne slappe mere af. "Og så huskede jeg stedet. Det havde været hyggeligt nok sidst jeg kom forbi, så nu sidder jeg her."
En løgn, men han kunne jo ikke sidde at sige han transporterede for millioner af diamanter til Oto Gakure. En missions indhold skulle holdes hemmeligt, så det gjalt om at finde en undskyldning. Ikke en god en, bare en der ikke kunne modbevises lige med det samme.
Han lod blikket glide henover hende igen. Som set første gang gik hun ikke i meget tøj, men kroppen der kom til syne var mere muskuløs end først antaget, godt trænet og fast i alle aspekter. Han tillod sig dog ikke at stirre så rettede roligt blikket rundt mod resten af stedets gæster. Der var stadig ikke mange, men et par fyre på hans alder var lige trådt ind. De slog sig ned ikke langt fra ham og kastede åbenlyse blikke mod Kimikou.

Kimi enten så ikke, eller ignorede de åbentlyse elevatorblik der kom fra de nytilkomne.
"Ahh, ved hvad du mener, er selv et stykke fra hjem lige nu, fritid er sjælden disse dage"
Hun sukkede og kiggede en smule fraværende på listen med drinks, var der nogle nye? Ohhh, den der lød spændene!
Hun vinkede bartenderen hen, som tydeligtvis var ovenud lykkelig over at kunne kigge ned i hendes kavalergang, og bestilte en drink fra kortet. Drinken der blev sat på bordet var hvid med en skive ananas på kanten.

Keiran nikkede. Det var sjældent man fik tid til at slappe af og bare nyde livet, og selv når man gjorde måtte man være på vagt... Paranoia var blevet en del af ninjatilværelsen.
"Så du er heller ikke herfra?" Spurgte han og måtte trække på skulderen. "Tja overrasker mig ikke, du skiller dig trodsalt ud fra de lokale." tilføjede han og smagte til sit lille glas. Han havde ikke tænkt sig at drikke hele skålen. Der skulle gerne var en fjerdedel tilbage når han gik. På den måde vidste han at sanserne stadig var intakte og klar til hvad end der skulle ske. Det var trodsalt ikke længe siden han blev angrebet sidst. Heldigvis havde han dog haft en hjælper. En gammel ven. Uden hende havde udfaldet måske været anderledes.

"Nope.."
Sagde hun og smagte på drinken med et gladeligt overasket smil. Smagen af kokos og ananas i en frisk blanding fyldte hendes mund.
*hmm fritid min bare.. Du er afholdene på alkohollen og det er ikke fordi du ikke kan lide den, hvad mon han er ude på?*
tankerne føg lidt i hendes småt berusede hjerne, hun havde fået langt fra nok til ikke at kunne yde fuld modstand overfor hvem som helst og puffede ved en fejl til hendes bælte der hang på en krog under bordet så hendes sværd slog let mod hinanden og derved lavede en metallisk lyd. Lav men sikkert nok til en shinobi genkendte den.

Den metaliske lyd fik automatisk Keiran til at vende hovedet og blikket var rettet direkte mod bordet. Chakraen var sprunget ud i fingerspidserne klar til at flyve frem mod en mulig modstander.
Langsomt hævede han blikket mod kvinden han havde talt med, det var tydeligvis kommet fra hende, lyden havde været let at præcisere, selv hvis han ikke havde modtaget træning i den slags.

"Skjuler man våben?" Spurgte han roligt med blikket på hende, mens han roligt greb ud efter sit lille glas. Hans sanser var vågnet op på ny og han sad klar, som forventede han at hun trak en kunai og kastede den mod ham.
Han tømte roligt resten af glassets indhold og skubbede det så lidt på afstand, som tegn på han ville vente før han tog endnu en.

Kimikou der var ved at tage en tår mere af sin drink løftede begge bryn da hun mærkede mandens chakra flyve ud i fingrende som forventede han at hun ville fare på ham.
"naaah, det er ret åbentlyse våben virkeligt.."
Hun løftede den ene fod fra sit hvil på barstolen og puffede igen til sine katanas så de larmede lidt igen. Hun løftede sågar bæltet af krogen og løftede det lidt op så bæltet hang skødesløst på hendes finger så han kunne se de to katanas, flotte sværd virkeligt, det man kunne se da, da de stadigt begge var i deres skeder.
Hun hang det på krogen igen, som faktisk var lige ud for hendes ben og rimligt synlige for enhver der kiggede efter.

Han trak langsomt sin chakra tilbage, siden hun havde valgt at lade sine våben hænge frit fremme var risikoen for et angreb faldet betydeligt. Han følte også afstanden mellem dem var passende nok til at han kunne nå at skyde sin chakra frem før hun nåede ham. Havde han dog kendt til hendes tempo ville han formodentlig have forladt stedet med det samme.
"Det er da nogle af en sikring at vandre omkring med." Sagde han roligt. Det var egentlig ikke unormalt at omvandrende folk bar våben, men ligefrem et sæt katanaer af så høj kvalitet. Det lignede hun forventede at blive angrebet, eller selv angreb.
Dette bragte det næste spørgsmål. Var hun shinobi? Formodentlig. Hendes indtag af alkohol tydede hvertfald på en form for skjult talent, som sagtens kunne bindes sammen med en voldsom chakra. Dette kunne han selvfølgelig selv tjekke med tentoume, men ønskede ikke at bruge evnen når folk kunne se det. Det var der solbrillerne normalt var en stor hjælp.

"Et familie klenodie, har været heldig nok til at lære at bruge dem en smule, Mada mada dane, though"
Sagde hun med en afværgende håndbevægelse, og det var som sandt nok, hun kunne lære meget endnu og de havde været i hendes familie længe, hun fik dem da hun blev ANBU leder.
Hun mærkede at han slappede lidt af og smilte indvendigt, paranoide skid. Var alle Oto's ninjaer så jumpy?
"hvad med dig? er jo ret tydligt du er Shinobi ved Otogakure"
Hun var venlig og det var venligt ment, de fleste Shinobis havde en hang til et våben der var speciel for dem og hun vidste at han sikkert havde gættet hun var shinobi eller bare en smule trænet. men hun håbede at han i det mindste kunne finde ud af at føre en samtale uden at overveje de forskellige måder hun havde tænkt sig at sprætte ham på, for det havde hun ikek den mindste lyst til, hun ville hellere feste.

Keiran nikkede. Han lagde sjældent skjul på sin tilværelse i Oto Gakure og gik derfor altid med sit pandebånd fremme. Om det var om panden, armen eller i bæltet var dog skiftende alt efter hans humør og yderligere påklædning.
"En kunai er altid rar at have ved hånden, men personligt er våben ikke det jeg bruger mest tid på." Sandt nok. Keiran var aldrig blevet oplært i brugen af våben, kun at håndtere en kunai var noget han nogenlunde forstod sig på, men selv den brugte han værre end de fleste. Chakraen i hans krop, var derimod det stærkeste våben han besad, og også det letteste at skjule.
"Føler de er for besværlige at bære rundt på" tilføjede han.
Mange missioner bestod i at infiltrere og der var den bedste bagage ofte den mindste, så hvis han kunne bevæge sig uden våben, så gjorde han det.

"oh.. Jeg foretrækker nu at havde dem ved mig, giver en falsk sikkerhedsfølelse, men en sikkerhedsfølelse er det da"
Hun kiggede lidt mere overvejende på ham denne gang, yderst unødvendigt egenligt for hun havde en ide om at han ikke var Taijutsu typen og derfor kunne være ninjutsu eller Genjutsu typen.
*hehe, han er interessant af en mand*
tænkte hun og smilte på hendes specielle venlige måde, ikke sjofelt men det var tydeligt at hun var en venlig og glad personlighed. for en gangs skyld behøvede hun ikke udstråle magt og autoritet så det havde hun slet ikke gjordt og hendes kage-uniform var på hendes værelse da hendes mission jo ikke skulle komprimeres af hendes egentlige rang. Godt den var overstået, ufattelig kedelig og overstået på en eftermiddag i stedet for de 4 dage hun havde tilside sat til den.. men det betød 3 yderligere fridage.. skøøønt.

Keiran nikkede. Det var netop den grund der gjorde han stadig bar kunais. Shurikens kunne altid bruges, selv af ham, så dem bar han af en grund, men kunai'erne bar han kun for at skabe den falske tryghed.
"Den har vi vist alle brugt på et tidspunkt" Lød det roligt fra Keiran inden hans finger gled ned over siden, hvor en kunai var skjult under trøjen. Han kunne stadig ikke ligge dem helt fra sig selv om han prøvede. På den anden side vidste man aldrig hvornår man havde brug for en? men på den anden side, hvad kunne han med en kunai, som han ikke kunne ude?

"det har vi åbenbart"
hun bemærkede at han berørte en gemt kunai, det var ganske tydeligt for det trænede øje.
Selv havde hun ingen kvaler ved at have disse våben, de vare mere end falsk tryghed, de var ægte tryghed for hende, for folk der kom på den forkerte side af hende mærkede først stålet npr det var forsent, og så var det jo forsent for vedkommende.
"sker der det store ude i verdenen?"
spurgte hun så blot for at konversere, hun lærte gradvist mere om Keiran, bare ved tone og toneleje samt måden han berettede om ting på, fx hans svar fra før fortalte at han havde svært ved at ligge vaner bag sig. Fx våben når han ikke gad slæbe på dem og alligevel gjorde.

Han trak let på skulderne.
"Verden er den samme som den altid har været. Største nyhed er vel en af de fem store kager er blevet udskiftet, men man har endnu ikke fundet ud af præcis hvem der har overtaget pladsen, men forhåbentlig en der kan lide at sidde bag et skrivebord" Sagde Keiran og drejede først nu front mod sin samtale partner. Egentlig mærkeligt at vide man sad og snakkede med en, muligvis, fjendlig shinobi uden så meget som at klargøre sin chakra til at flyve på hende.
Han kunne dog ikke lade være at sende enkelte blikke til hednes sværd, de var skarpslebne og velholdte så tydeligvis mere end blot pynt. Det betød dog ikke noget så længe hun ikke så sig sur på ham, eller pludselig indså han var en fjende der skulle dø.

"Virkelig? En ny Kage?"
Hun krympede sig indvendigt men intet synligt på hende.
"Ja, har godt hørt at det er mere eller mindre det de foretager sig, man får næsten helt ondt af dem"
*jeg har helt ondt af mig selv bare ved tanken om den hob papire der venter på at blive læst, havde jeg vidst hvilket papir nusseri det var havde jeg pure nægtet at tage hatten på og der ud over heller ikke set det som en ære men en fornærmelse*
Klukkede hun indvendigt og sukkede små opgivende før hun fik stoppet sig selv.
"egenligt overaskende at de fleste stræber efter at blive Kage"

Keiran nikkede.
"Det er åbenbart blevet en fællesdrøm for mange shinobier, men jeg tror jeg springer fra der. Selvfølgelig hvis tilbudet kom ville det være en pligt, men jeg forventer den ikke og det er ikke hvad jeg sigter efter" Sagde Keiran og trak let på skulderne. "Mit mål er en smule anderledes, men stadig tæt på det samme. At blive den bedste ninja. Ikke nødvendigvis den stærkeste, men den bedste." Keirans stemme var en smule spørgende.
Han sigtede ikke efter titlen som kage, men alligevel ønskede han at blive den bedste ninja af dem alle. Om han så ikke kunne vinde over alle var ligemeget, for en ninjas evner afhang af utallige kvaliteter og kamp var blot en lille en af dem. Infiltration, forklædning osv. var i hans øjne vigtigere end den rå styrke der blev udvist i kampens hede. Et perspektiv på tilværelsen som ikke alle delte med ham. Tværtimod.

"hmm.. Det er et ret stort mål alligevel"
Sagde hun med et skævt smil og så hen på fyren, Hun var nummer et i sin landsby men hun havde også lidt en idé om at hun kunne blive langt bedre endnu, der var sikkert en eller anden, et eller andet sted der var bedre end hende. Det var svært at finde, men styrke havde intet med at være ninja at gøre..

"Man er jo nød til at sigte højt for at få bolden over muren. Ikke sandt?" Sagde han med et skævt smil inden han trak sin sake tilbage og fyldte glasset igen.
"Men du må da også have et mål i livet. Interesseret i at indvige mig i det?" Sagde Keiran med og hævede glasset til en skål.."Og bare rolig, jeg bider ikke."
Han sænkede roligt glasset og tømte det hurtigt så varmen og alkoholen kunne sprede sig gennem hele kroppen. Hvor mange havde han taget nu? 3-4 stykker? Så kunne han godt klare nogle flere før han rejste videre. Det gav ham også tid til at snakke lidt med denne fremmede shinobi.